En dykker blev søndag meldt savnet ved Storebælt, og en større eftersøgning iværksat.
Kort efter 13.30 er dykkeren fundet, og vedkommende er fløjet til Rigshospitalet. Det skriver Forsvaret på Twitter:
'Redningsaktion ved Storebæltsbroen afsluttet. Redningsbåd fra Korsør har fundet en person, som er fløjet til Rigshospitalet med helikopter.'
Sydsjællands - og Lolland-Falsters Politi oplyser til Ekstra Bladet, at vedkommende har deltaget i en konkurrence i harpunskydning. Politiet går nu i gang med at efterforske ulykken:
- Vi går i gang med vores efterforskning. Vi undersøger hans udstyr, og så afhører vi dem, som han har været sammen med, siger Henrik Karlsen, vagtchef.
Tidligere sagde Forsvaret til Ekstra Bladet:
- Forsvaret eftersøger en dykker, der er forsvundet i Storebælt i forbindelse med en dykkerkonkurrence, siger Søren Lindhardt, pressevagt, Forsvarskommandoen.
Han fortalte, at der var sat helikopter ind i eftersøgningen, ligesom et skib fra Forsvaret og to skibe fra Marinehjemmeværnet er deltager i eftersøgningen. Desuden var civile samt deltagere fra konkurrencen med til eftersøgningen.
Eftersøgningen er startet omkring klokken 13.