Københavns brandvæsen var tidligere i vandet med dykkere på Christianshavn.
Årsagen var, at politiet klokken 18.42 søndag aften fik en anmeldelse om beklædningsgenstande ved kanten og kunne derfor ikke udelukke, at en person var i vandet.
Klokken 20.00 oplyser politiet til Ekstra Bladet, at missionen er afblæst.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Mulig drukneulykke
En orange Just-Eat-jakke, et par sko og en hue var fundet ved adressen, der hedder Ved Kanalen 1 på Christiandshavn.
Derfor sendte politiet og brandvæsnet dykkere i vandet.
- Vi kan ikke udelukke, at der skulle være en person i vandet. Vi fik meldingen om beklædningsgenstandene, og det er derfor, vi søger, lød fra Michael Andersen, vagtchef hos Københavns Politi.
Afblæst
Knap halvanden time senere - klokken 20.03 - havde dykkere afsøgt området, hvor beklædningsgenstandene var fundet.
- Der er ikke ret meget strøm, så hvis der lå en livløs person i vandet, ville man ikke drive så langt. Det er derfor vores vurdering, at der ikke er nogen, som er druknet, siger Michael Andersen, som bekræfter, at missionen er afblæst.