Efter 36 år i fængsel: Vil stadig ikke løslade livstidsfange

Taxamorderen Seth Sethsen vil gerne have en alderdom i frihed - men Kriminalforsorgen siger stadig nej

Seth Sethsen ved anholdelsen i 1985. Morderen er blevet 66 år og vil gerne løslades, men Kriminalsorgen siger stadig nej. Foto: Gert Jensen
Seth Sethsen ved anholdelsen i 1985. Morderen er blevet 66 år og vil gerne løslades, men Kriminalsorgen siger stadig nej. Foto: Gert Jensen
Følg Krimi

Efter 36 år i fængsel er Kriminalforsorgen stadig ikke villig til at prøveløslade den livstidsdømte taxamorder Seth Sethsen, der er blevet 66 år.

Det kom frem i Østre Landsret i dag, hvor Seth Sethsen endnu engang forsøger at få lov til at tilbringe sin alderdom i frihed.

Advokat Camilla Skadborg, der repræsenterer Kriminalforsorgen sagde ifølge Ritzau i landsretten:

- Jeg mener ikke, det er tilrådeligt at prøveløslade Seth Nielsen. I mange år har han nægtet at samarbejde med Kriminalforsorgen og mange andre. Det betyder også, at man ikke løbende har kunne give ham flere frihedsmuligheder.

I maj afslog Retten i Glostrup at løslade Seth Sethsen, men retten gav samtidig Kriminalforsorgen et hak i tuden med besked om, at sætte Seth Sethsen i gang med et forløb med udslusning - så det bliver muligt bedre at vurdere hans eventuelle farlighed.

Den kendelse blev kæret af Seth Sethsen til Østre Landsret i håbet om, at landsretten vil beordre ham på fri fod. Han afsoner for tiden i Herstedvester Fængsel.

Seth Sethsen er den livstidsfange, der har siddet næst længst bag tremmer i Danmark. Han overgås kun af dobbelt-morderen Naum Conevski, 72, der har siddet i 37 år. Men langt de fleste af år har Naum Conevski tilbragt på Sikringen og på Sankt Hans, fordi han er erklæret for sindssyg.

Politimorderen Palle Sørensen blev løsladt efter 33 års afsoning.

I Danmark kan livstidsdømte søge om prøveløsladelse efter 12 års afsoning. Hvis de får afslag kan de søge igen efter 14 år og herefter regelmæssigt. Alle forsøg på at blive løsladt har hidtil været forgæves for Seth Sethsen.

artiklen fortsætter under billedet

Kurt Gaarn-Larsen sad død bag rattet i sin taxa morgenen efter, hvor en kvinde fandt ham. Efter et par døgns menneskejagt blev Seth Sethsen anholdt, og året efter blev han idømt livsvarigt fængsel. Foto: Gert Jensen
Kurt Gaarn-Larsen sad død bag rattet i sin taxa morgenen efter, hvor en kvinde fandt ham. Efter et par døgns menneskejagt blev Seth Sethsen anholdt, og året efter blev han idømt livsvarigt fængsel. Foto: Gert Jensen

Kriminalforsorgens advokat fremhæver især Seth Sethsens mentale tilstand:

- Kriminalforsorgen vurderer, at der er behov for en retsmedicinsk vurdering. Der er gentagne gange blevet observeret mentale sygdomssymptomer, sagde hun ifølge Ritzau.

I 2014 og 2016 var Seth Sethsen indlagt på psykiatriske afdelinger uden at det førte til egentlige diagnoser. Lægerne mente, han var præget af mange års indespærring.

Seth Sethsen udtalte sig selv kun meget kort i landsretten:

- Det passer ikke, at jeg ikke har samarbejdet. sagde han.

Fangens advokat Henrik Stagetorn mener, at Kriminalforsorgen ikke har gjort nok for, at Seth Sethsen kan prøveløslades. Han mener, der snart må ske noget:

- Det er ikke noget, der tyder på, at han er sindssyg. Nu må der altså ske en prøveløsladelse, og det forekommer mig helt uforståeligt, hvorfor det skal trække ud i sådan et omfang, sagde Henrik Stagetorn ifølge Ritzau.

Østre Landsret afsiger kendelse i sagen 23. december.

Drabet på taxachaufføren

Taxachauffør Kurt Gaarn-Larsen blev dræbt 19. oktober 1985 under et røveri i Albertslund, som Seth Sethsen havde planlagt, fordi han manglede penge.

Han blev skudt med en kaliber 0.22 konkurrencepistol, der blev affyret tre gange. Et skud ramte taxachaufføren i hovedet og et i maven. Det tredje skud gik ud gennem sideruden på taxaen.

Den dræbte blev fundet næste morgen af en kvinde, der cyklede forbi.

To dage senere anholdes Seth Sethsen for drabet.

I 1986 idømmes han livsvarigt fængsel ved et nævningeting i Østre Landsret.

Han har hele tiden hævdet, at pistolen gik af ved et uheld, da taxachaufføren vendte sig om og greb fat i pistolen, da Seth Sethsen truede ham.

Han var inden drabet straffet mange gange for indbrud, narko, våben og biltyverier. Han blev prøveløsladt kort før drabet med 4.000 kr. på lommen.

Men ifølge sin egen forklaring i bogen 'Seth - En krigermunk bag tremmer' der udkom i 2014, valgte han at bruge pengene på narkotika, som han fik smuglet ind i fængslet til sine tidligere medfanger.

Men han fik kun 500 kr. i betaling: - Så stod jeg der og tænkte 'fuck', nu bliver jeg nødt til at gå ud og lave penge, fortalte han i bogen.

Seneste nyt

Det er ikke mere heltemodigt eller bonusværdigt at være sygeplejerske end sosu

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.