Efter drab: Anholdt på motorvej

Mistænkes for at stå bag banderelateret drab på 21-årig mand

Den 21-årige blev skudt på Kappelvænget i Aarhus V i september. Foto: Øxenholt Foto
Den 21-årige blev skudt på Kappelvænget i Aarhus V i september. Foto: Øxenholt Foto

Politiet har mandag anholdt en 29-årig mand, som de mistænker for at stå bag et drab på en 21-årig.

Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.

Drabet skete på Kappelvænget i Aarhus Vest den 25. september i år tæt på det muslimske samlingssted Salsabil.

Her blev det 21-årige offer ramt af skud kort efter klokken 19.30. Manden blev efterfølgende kørt til akutmodtagelsen, hvor han kort efter døde.

Det er politiets teori, at drabet kan være sket som led i den verserende bandekonflikt mellem Trillegården og Brabrandgrupppen (BB red.). 

På stedet blev seks personer anholdt for at sikre deres forklaringer og spor, men ingen af dem blev sigte i forbindelse med drabet.

Dræbt 21-årig kan være nyt offer i bande-konflikten i Aarhus

Mandag fik politiet dog et gennembrud, da betjente fra Midt- og Vestjyllands Politi i samarbejde med Østjyllands Politi kunne anholde den 29-årige mand, mens han befandt sig i sin bil på en rasteplads ved Hærvejen.

Anholdelsen er ifølge politiet sket efter intens efterforskning og især de senere dage intens eftersøgning af den formodede drabsmand.

- Vi havde gjort os den fornødne forberedelse og anholdelsen forløb uden dramatik, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard.

Efter drab: Anholdt på motorvej

Den 29-årige mand forventes at blive fremstillet i grundlovsforhør tirsdag.

- Leder I efter flere gerningsmænd?

- Nej. Vi mener, at vi har fat i den rigtige, siger Michael Kjeldgaard.

Konflikten mellem Trillegården og Brabrandgrupperingen blev angiveligt kickstartet med en episode 7. september i år på en Q8 tankstation på Viby Ringvej i Viby, hvor flere mænd kom i skænderi.

To blev angrebet med en peberspray, og en 28-årig mand fik slået sit hoved ind i en mur. Episoden udviklede sig, da den ene angrebne sprang ind i sin bil, hvor hans hustru sad bag rattet, og parret flygtede i høj fart med flere biler efter sig.

En af forfølgerne kørte ind i siden på ægteparrets bil. Også to tilfældige borgeres biler blev ramt, men ingen kom til skade ved episoden.

En 24-årig mand sidder varetægtsfængslet for kvalificeret vold i forbindelse med den episode.

Opdateres...