Ved du noget om sagen? Skriv en sms til 1224 (alm. takst) eller mail til 1224@eb.dk
En mand er onsdag aften blevet stukket i halsen med en kniv i Vestergade i Vejle.
- Det ser ikke godt ud, sagde vagtchef Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi tidligere onsdag aften om mandens tilstand.
I forbindelse med knivstikkeriet har vidner set flere personer løbe fra stedet.
Knivstikkeriet i Vejle fik Fyns Politi til at reagere.
- Vi fik en mistanke om, at nogle bandemedlemmer ville tage fra Fyn til Jylland på grund af knivstikkeriet, fortæller vagtchef Christian Rasmussen fra Fyns Politi.
- Derfor satte vi sluser op ved Lillebæltsbroen og ved den Gamle Lillebæltsbro.
Han fortæller, at politiet stødte på flere bandemedlemmer, som blev registreret og sendt tilbage.
- Jeg kan ikke fortælle, hvor mange vi stoppede, siger vagtchefen, der heller ikke vil sige, hvilken gruppering de kommer fra.
Han fortæller dog, at politiet ikke har fundet våben på de bandemedlemmer, man stødte på. Broerne er nu åbnede igen.