Efter endnu et skyderi: Politiet udvider visitationszoner

Efter flere skudepisoder på Nørrebro forlænger politiet visitationszone, som skal bekæmpe bandekriminalitet

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer

Klokken 12 torsdag forlænger og udvider Københavns Politi den visitationszone, der har været gældende siden 20. juli.

Det oplyser ledende chefpolitiinspektør Jørgen Skov til TV2. Det sker efter flere skyderier de sidste par uger.

Mand ramt af skud i København

-  Det starter altid med ét skyderi, ét sammenstød. Nu handler det om hævn. Hævn for hævnens skyld, siger chefpolitiinspektøren til kanalen.

Siden den 20. juli har visitationszonerne omfattet Nørrebro, Brønshøj og Husum i den danske hovedstad. Det har givet politiet ret til at foretage visitationer af personer og ejendele uden en konkret mistanke.

Siden 12. juni har Københavns Politi registeret 15 skyderier og to voldelige overfald. Alle med relation til den blodige bandekonflikt, der lige nu udspiller sig i hovedstaden.

Flere skud mod frisørsalon: Offer nægter at tale med politiet

- Vores indtryk er, at vi på den ene side har Loyal to Familia – en bande, som blandt andet holder til på indre Nørrebro og i Tingbjerg – og så er det en gruppering, som har sit udspring omkring Mjølnerparken, Nordvestkvartet og Husum, siger chefpolitiinspektøren.

Berygtet gadebande genopstår

To gange på to døgn
En 24-årig mand blev onsdag aften ramt af skud i krydset mellem  hjørnet af Tuborgvej/Tomsgårdsvej og Frederiksborgvej i Københavns Nordvestkvarter.

Manden er kendt af politiet i forvejen og har ifølge Ritzau banderelationer.

Københavns Politi oplyser torsdag morgen, at manden er uden for livsfare, og at man endnu ikke har anholdt nogle i forbindelse med skyderiet.

Skyderiet fandt sted blot et døgn efter en anden skudepisode på Nørrebro i København. Her blev der affyret skud mod nogle personer, der stod foran en frisørsalon. En person blev ramt i balden, og to personer blev ligeledes set flygte fra stedet på en knallert.

Knallerten blev senere fundet udbrændt på en station ikke langt derfra.

Politiet oplyser klokken 12.00, hvor de nye visitationszoner i København er.

'Vi har fået nok': Storby frygter dansk bande-invasion

Ekstra Bladet følger sagen.

OVERBLIK: En eskalerende bandekonflikt

I København har der siden midten af juni været flere skyderier og knivstikkerier, som formodes at have tilknytning til en eskalerende bandekonflikt.

Tirsdag aften blev der affyret flere skud på Nørrebrogade. Det er endnu uvist, om nogen er ramt.

Få et overblik over nogle af Københavns seneste skudepisoder og knivstikkerier, som kan have tilknytning til bandemiljøet:

* 1. august: Flere skud bliver affyret på Nørrebrogade. Det er endnu uvist, om nogen er ramt.

* 28. juli: Flere skud bliver affyret i Mjølnerparken. Tre biler, men ingen personer bliver ramt.

* 25. juli: En 26-årig mand bliver ramt af to skud i benet, da en bil stopper op i Rovsinggade, og en mand affyrer 8-10 skud. Kort efter bliver to mænd på 23 og 29 år anholdt i Mjølnerparken. De bliver dagen efter varetægtsfængslet.

* 20. juli: Der bliver anmeldt skud i området ved Mjølnerparken. Vidner fortæller politiet, at to personer kom kørende på motorcykel og affyrede skud. Der er ingen anholdte, og tilsyneladende er ingen ramt.

* 19. juli: Der bliver skudt ved Krakas Plads på Nørrebro nær Haraldsgade. I en hæk finder politiet en pistol med skarpe skud. Ingen er anholdt, og ingen er tilsyneladende ramt.

* 18. juli: En mand bliver snittet overfladisk med en kniv på Tomsgårdsvej i Nordvest. Ingen er anholdt.

* 18. juli: Der er skyderi nær Tingbjerg Skole - ingen bliver ramt, ingen er anholdt.

* 18. juli: Der bliver skudt i Mjølnerparken - ingen bliver ramt, og ingen er anholdt.

* 14. juli: En mand bliver stukket to gange i låret og en gang i ballen på Frederikssundsvej. Han bliver af tre mænd trampet i ansigtet. En 23-årig og senere en 19-årig blev efterfølgende anholdt og sigtet for grov vold. Politiet mener at vide, hvem den tredje er.

* 14. juli: Der er et skyderi på Mimersgade. Politiet finder efterfølgende afskudte hylstre, og dagen efter finder politiet et skudhul i en kaffebar på Heimdalsgade.

* 12. juli: Et medlem af banden Loyal to Familia bliver stukket med en kniv på Mosevej. Politiet eftersøger en navngiven person for at stå bag.

* 16. juni: Ukendte personer affyrer skud fra en en knallert på Frederiksborgvej. To af skuddene rammer ruder i en kiosk og i en lejlighed. Intet tyder på, at nogen er ramt. Der er heller ingen anholdt.

* 13. juni: På Gadelandet i Husum kommer to personer på en knallert kørende forbi en gruppe personer om eftermiddagen. Den ene affyrer flere skud mod gruppen.

* 13. juni: Der bliver skudt på Bogtrykkervej i Nordvestkvarteret nær Tagensbo Skole natten til 13. juni. Politiet finder flere patronhylstre, men ingen gerningsmænd eller nogen ramte.

* 12. juni: Der er meldinger om skud på Amager. Ingen bliver anholdt, og ingen er tilsyneladende ramt.

Kilder: Københavns Politi og Ritzau.