Efter grov bandesag: 27 mænd i coronaballade

Stor flok mænd er sigtet for at bryde forsamlingsforbuddet efter dom i kidnapningssag

Svært bevæbnet politi ved grundlovsforhøret i januar. Foto: Byrd
Svært bevæbnet politi ved grundlovsforhøret i januar. Foto: Byrd

I alt 27 mænd er blevet sigtet for at bryde forsamlingsforbuddet, efter at de stimlede sammen foran Retten i Aarhus ved Paludan Müllers Vej i Aarhus.

Her blev 14 mænd i dag samlet idømt over 20 års fængsel for at overfalde og kidnappe tre mænd. Ni af de dømte fik en skærpet straf, fordi de blev dømt efter bandeparagraffen.

Det oplyser Østjyllands Politi.

- Der er to grupper med henholdsvis 11 og 16 personer, som samler sig foran retten - formentlig fordi de kender nogle af dem, der har været tiltalt - og de ender med at blive sigtet for at overtræde forsamlingsforbuddet, siger pressemedarbejder Jakob Christiansen til Ekstra Bladet.

Berygtede bandefolk dømt for kidnapning

Han oplyser samtidig, at tre af mændene lavede så meget uro foran retten og ikke ville gøre, hvad politiet sagde, at de blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

Endelig er en enkelt person sigtet for fornærmende tiltale mod politiet og for ikke at ville oplyse sit navn. Han er taget med på politistationen, så politiet kan sikre sig hans identitet.

- Er det banderelaterede personer, vi taler om?

- Det vil jeg ikke udtale mig om, svarer Jakob Christiansen.

Retssagen i dag handlede om en brutal kidnapning, som fandt sted på en parkeringsplads i Gellerup ved Aarhus natten til 16. januar i år. Tre mænd blev truet med pistoler, knive og andre våben. Senere blev de udsat for slag og spark - både med de bare næver og med flere genstande - inden de blev tvunget ind i forskellige biler og frihedsberøvet.

Skarp bevogtning
Efter anholdelsen var Retten i Aarhus under grundlovsforhøret under skarp politibevogtning. Og sådan har det også været hele retssagen igennem.

- Der har gennem alle retsdage været øget opmærksomhed fra politiets side, og vi har været markant til stede i området, siger Jakob Christiansen.

- Har der været en konkret trussel, eller har det været for en sikkerheds skyld?

- Det er en vurdering ud fra sagens karakter og ud fra, at der har været så mange tiltalte.

'Hyggetur til Aarhus'
Efter dommen sagde specialanklager Jesper Rubow:

- Der er tale om et groft og voldsomt overfald, og jeg er tilfreds med, at de tiltalte samlet set blev idømt over 20 års fængsel for det, flere af dem selv kaldte for en hyggetur til Aarhus. Jeg er samtidigt tilfreds med, at flertallet af de tiltalte blev dømt efter bandeparagraffen, som var medvirkende til, at deres straf blev skærpet.

To af de dømte modtog dommen, en ankede og 11 har taget betænkningstid i forhold til at anke.