En mand, der fredag gik amok med en kniv i den sydtyske by Würzburg i delstaten Bayern, er lørdag blevet sigtet for tre tilfælde af drab og seks tilfælde af drabsforsøg.
Det oplyser mandens advokat, Hanjo Schrepfer, til det tyske nyhedsbureau dpa.
Advokaten fortæller efter at have talt med sin klient, at der ikke umiddelbart er noget der tyder på, at der var et islamistisk motiv bag fredagens knivangreb. Men Schrepfer tilføjer, at hans klient 'ikke har sagt noget om hændelsen'.
Alle de tre dødsofre er kvinder, oplyser tysk politi lørdag.
Anholdt efter kæmpe jagt
Angrebet skete i et varehus i Würzburg, hvor gerningsmanden havde spurgt efter knive. Da ekspedienten viste ham hen til knivene, tog han en og stak hende ned. Hun blev dødeligt såret.
Derpå dræbte gerningsmanden to andre kvinder i forretningen, inden han fortsatte ind i en bank og ud på gaden, hvor han stak flere mennesker ned. Det viser den foreløbige efterforskning.
Den 24-årig gerningsmand blev anholdt af politiet fredag, og de oplyste efterfølgende, at gerningsmanden er somalier, og at han bor i byen. Gerningsmanden blev skudt i benet af politiet, men trods skudsår i benet kan han godt placeres i et almindeligt fængsel, oplyser mandens advokat.
Ifølge nyhedsbureauet AFP var den 24-årige for nyligt indlagt på et psykiatrisk institution.
Gerningsmanden blev angiveligt jagtet af borgere fra byen, inden han blev anholdt. På en video filmet af et øjenvidne fremgår det blandt andet, at der blev kastet stole mod gerningsmanden, og at en borger forsøgte at stoppe ham med en kæp eller en stok.