Efter livsfarlig vold mod 1-årig: - Hun er færdig som dagplejemor

Dagplejemoren, der er sigtet for livsfarlig vold mod et dagplejebarn, har nu fået frataget sin autorisation

En 43-årig privat dagplejemor fra Frederikshavn blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør sigtet for grov vold og for at have forvoldt alvorlige skader på en 1-årig pige, efter at hendes dagplejebarn har fået alvorlige blodudtrædninger.

Nu har hun fået frataget sin autorisation og må ikke længere have børn i sin varetægt.

Det oplyser Frederikshavn Kommune til Ekstra Bladet.

- Det er jo en meget tragisk sag, vi har med at gøre her. I sådan en sag vurderer vi selvfølgelig, om den private dagpasser skal have lov til at beholde sin autorisation. Det har kvinden i den her sag selvfølgelig ikke fået lov til, og vi har allerede frataget hende autorisationen i sidste uge, da vi blev gjort opmærksomme på sagen af forældrene. Så hun er færdig som dagplejemor og kommer ikke længere til at have med børn at gøre her i kommunen, siger Vibeke Post Madsen, der er skole- og dagtilbudschef hos Frederikshavn Kommune, til Ekstra Bladet.

Ifølge Frederikshavn Kommune er dagplejen nu lukket, og alle børn er fjernet. Samtidig er dagplejens hjemmeside og Facebook-side taget ud af drift. 

- Hendes dagpleje blev lukket allerede i sidste uge, og vi har selvfølgelig givet forældrene tilbud om, at vi her i kommunen kan hjælpe dem med at finde et nyt dagtilbud til deres børn, siger Vibeke Post Madsen, der ikke vil udtale sig om, hvordan forældrene har reageret på den tragiske hændelse.

Giver stof til eftertanke
Selvom dagplejen er privatejet, er det kommunens opgave at føre tilsyn med den. Ifølge Vibeke Post Madsen har de i Frederikshavn Kommune levet op til alle de lovpligtige tilsyn hos den pågældende dagplejer.

- Der er blevet foretaget alle de eftersyn, som der skulle, hos den pågældende kvinde. Men det er klart, at sådan en her sag skal vi lære af, og vi skal nu kigge produceren igennem og revurdere, om vi kunne have gjort noget anderledes eller forebygget det her på nogen tænkelig måde. Men der er jo altid en menneskelig faktor i en sag som den her, som man ikke altid er herre over, siger hun.

- Vi er selvfølgelig meget kede af, at det her har kunne ske, og vi håber aldrig, at sådan en sag vil ske igen, tilføjer Vibeke Post Madsen.

Lille barn i livsfare med indre blødninger: Dagplejemor anholdt for grov vold

Nægter sig skyldig
Den 43-årige kvinde blev fremstillet i grundlovsforhør i retten i Hjørring torsdag. Forhøret blev foretaget bag lukkede døre, men inden dørlukningen svarede kvinden på, hvordan hun forholder sig til sigtelsen mod hende.

- Kvinden nægter sig skyldig i sigtelsen, som jo er efter paragraf 246 om legemsangreb af grov beskaffenhed eller alvorlige skader til følge, fortæller anklager Peter Rask til Ekstra Bladet.

Det voldelige overgreb skulle ifølge anklageren have fundet sted 10. august. Ved overgrebet pådrog det lille barn sig alvorlige indre blodudtrædninger og var i en periode i livsfare.

Peter Rask oplyste torsdag til Ekstra Bladet, at barnet efter omstændighederne har det godt og er blevet genforenet med sin mor. Motivet til hændelsen skulle angiveligt have været, at barnet larmede for meget.

- Hændelsen er højst sandsynligt indtruffet, fordi dagplejemoren har syntes, at barnet larmede og skreg for meget, men det er det, vi nu skal finde ud af i retten, siger Peter Rask.

Kvinden er efter grundlovsforhøret blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Bliver hun kendt skyldig i henhold til paragraf 246, kan hun få op til 10 års fængsel.