Efter overfald på fængselsbetjente: Bandeboss isoleret på Politigården

LTF-chefen nægtes adgang til at kommentere beskyldninger fra Fængselsforbundet

LTF gør oprør og overfalder fængselsbetjente, mener Fængselsforbundet. Nu er bandechefen flyttet til sikkerhedsfængslet på Politigården. Foto: Linda Johansen.
LTF gør oprør og overfalder fængselsbetjente, mener Fængselsforbundet. Nu er bandechefen flyttet til sikkerhedsfængslet på Politigården. Foto: Linda Johansen.

Kriminalforsorgen har nu flyttet lederen af banden LTF, Loyal To Familia, fra fængslet i Nyborg til sikkerhedsfængslet på Politigården i København.

Det sker efter flere overfald og drabsforsøg på fængselsbetjente, som Fængselsforbundet mener, at LTF står bag som hævn mod 'systemet'.

Motivet er angiveligt, at alle fængslede LTF-medlemmer nu er samlet på særlige 'fokus-afdelinger' i fængslerne Østjylland og Nyborg, hvor bandemedlemmerne føler sig udsat for negativ særbehandling og reel isolation.

I fredags blev LTF-lederen Shuaib Khan, 29, flyttet til Politigårdens fængsel.

Shuaib Khan vil ifølge sin advokat Michael Juul Eriksen meget gerne offentligt kommentere beskyldningerne fra Fængselsforbundet, men Kriminalforsorgen afviser at give ham adgang til en telefon.

- Shuaib Khan vil gerne udtale sig, men han får ikke lov til det, siger Michael Juul Eriksen til Ekstra Bladet.

- Vi har ikke fået nogen som helst begrundelse for, hvorfor han er blevet flyttet fra Nyborg til Politigården, og det har vi nu bedt om at få, siger Michael Juul Eriksen.

- Jeg synes ikke, det er rimeligt, at Fængselsforbundet beskylder personer eller grupper for at begå strafbare handlinger - uden at have nogen beviser, siger Michael Juul Eriksen.

Bander truer og overfalder fængselsbetjente i fritiden

Et 23-årigt medlem af banden LTF, Loyal To Familia, blev den 5. juli i år sigtet og varetægtsfængslet for drabsforsøg på en fængselsbetjent fra Vestre Fængsel, der blev overfaldet med slagvåben og knivstik, da han cyklede hjem fra arbejde den 18. juni sidste år.

Fængselsforbundets formand Kim Østerbye mener, at LTF eller Black Army også står bag skyderiet ved Nyborg Fængsel i aftes, hvor en fængselsbetjent, der mødte på arbejde, blev truet til at lægge sig ned på jorden, hvorefter en hætteklædt pistolmand skød ham to gange i benene.

Pistolmanden var sammen med tre andre i en bil, der blev brændt af efter skyderiet.

Den 18. marts i år cirka klokken 19.10 blev en københavnsk fængselsbetjent overfaldet i Rantzausgade på Nørrebro i København, da han havde fri.

To gerningsmænd passede ham op nær bopælen og spurgte, om han var fængselsbetjent. Så blev han overfaldet med 10-12 knivstik i brystet og maven. Men en tyk jakke og hans afværgen gjorde, at kun tre-fire stik gik ind i huden.

Fængselsformand om overfald: Det er en hævnaktion

Der har ifølge Fængselsforbundet også været en række episoder i fængslerne, hvor LTF-medlemmer har gjort 'udfald' mod fængselsbetjente.

'En magtdemonstration'
- Der er tale om en magtdemonstration fra banderne, hvor fængselsbetjentene har livet som indsats. Vi ser oftere og oftere, at fængselsbetjente bliver overfaldet eller truet også udenfor tjenesten, og det er en meget bekymrende udvikling, sagde forbundsformand Kim Østerbye til Ekstra Bladet den 5. juli.

Advokat Michael Juul Eriksen siger, at LTF-medlemmer bliver behandlet væsentligt ringere i fængslerne end andre grupperinger som Bandidos og Hells Angels. Der er to 'fokus-afdelinger' i Nyborg og en i Østjylland, hvor der kun sidder LTF-medlemmer - også LTF-folk som hverken har voldsdomme eller disciplinærsager fra fængslerne, siger Michael juul Eriksen.

- Kriminalforsorgen har 'støvsuget' alle arresthuse og fængsler for LTF-folk og sat dem ind på fokus-afdelinger, der er beregnet til utilpassede individer og ikke til hele grupperinger. De sidder nærmest isoleret og har kun samvær med én medindsat en uge ad gangen. De må ikke gå i skole eller til fitness, og de må kun arbejde i cellen og kun bruge de penge, de selv tjener ved akkord-arbejde, siger Michael Juul Eriksen.

Klager til Ombudsmanden
Derfor er utilfredsheden stor blandt fængslede LTF-folk, der føler sig udsat for kollektiv straf og stress. Derfor har advokat Michael Juul Eriksen klaget til Ombudsmanden på 35 LTF-medlemmers vegne over, at de er anbragt på fokus-afdelinger i strid med reglerne. Blandt andet har Kriminalforsorgen ikke holdt de krævede partshøringer.

- Efter min opfattelse bliver LTF forskelsbehandlet, og deres sager er ikke blevet korrekt juridisk behandlet, siger Michael Juul Eriksen.

- På sigt skaber det flere problemer end det løser, siger advokaten, der ikke har nogen viden om eller kommentar til, om LTF kan tænkes at stå bag de opsigtsvækkende overfald på fængselsbetjente.

I dag holdt Rigspolitiet og Kriminalforsorgen et hastemøde efter skyderiet i Nyborg:

- Jeg er glad for, at begge parter i fællesskab nu sætter alt ind på at få opklaret det, der er sket, siger Fængselsforbundets formand Kim Østerbye.

Han vil ikke udtale sig om, hvad der kom frem på mødet, men han fastholder sine udtalelser om, at det er forbundets opfattelse at LTF eller Black Army-banderne står bag.

Han vil heller ikke kommentere, hvad der nu bliver gjort for at varetage fængselsbetjentenes sikkerhed, også i fritiden.

Men politiet ser med stor alvor på episoderne:

- Det er en grænseløs adfærd, som vi ikke vil acceptere. Det er noget, vi i politiet ser på med meget stor alvor. Derfor sætter vi os sammen med Kriminalforsorgen for at planlægge, hvordan vi kan sætte en stopper for de trusler og den vold, som de ansatte i fængslerne udsættes for, siger chefpolitiinspektør Lene Sørensen fra Rigspolitiet.

- Ved at dele den viden, som vi hver især har, kan vi målrette efterforskningen i de konkrete sager. Fremadrettet vil vi sørge for at lave løbende trusselsvurderinger, så vi kan komme på forkant med udviklingen, for det her skal stoppes nu, siger hun.

Kriminalforsorgens direktør Johan Reimann siger: - Jeg vil ikke være med til, at vi i Kriminalforsorgen skal gå på arbejde med livet som indsats.