Efter skud mod fængselsbetjent: Ingen våben i udbrændt flugtbil

Fængselsbetjent blev ramt af skud i begge ben

Fængselsbetjenten blev skudt, da han mødte på arbejde i Nyborg Fængsel. Flugtbilen blev efterfølgende fundet brændt på Hjulbyvej - nærmere ved Hjulby Mose - syd for den fynske motorvej.
Fængselsbetjenten blev skudt, da han mødte på arbejde i Nyborg Fængsel. Flugtbilen blev efterfølgende fundet brændt på Hjulbyvej - nærmere ved Hjulby Mose - syd for den fynske motorvej.

Vraget af en udbrændt Opel Astra, som gerningsmændene til skyderiet mod en fængselsbetjent ved Nyborg Fængsel flygtede i, er nu undersøgt af politiets teknikere, men der lå ingen skydevåben i bilen.

Det oplyser efterforskningsleder Henrik Justesen fra Fyns politi, der endnu ikke har nogen mistænkte i skyderiet.

Politiet formoder dog, at gerningsmændene tilhører bandemiljøet, der også mistænkes for to andre grove overfald på fængselsbetjente i København i juni sidste år og i marts i år.

Fyns politi har fået en række henvendelser fra vidner, der mener at have set den sorte Opel Astra og politiet undersøger også videoovervågning i håbet om, at gerningsmændene optræder dér.

Efter overfald på fængselsbetjente: Bandeboss isoleret på Politigården

Fængselsbetjenten, der normalt ikke arbejder i Nyborg Fængsel, men var 'udlånt', er blevet opereret og har det efter omstændighederne godt.

Sådan blev han skudt
Efterforskningsleder Henrik Justesen oplyser, at han blev ramt af to skud i begge ben. Det ene skud gik tværs gennem læggen på det ene ben og satte sig fast i læggen på det andet ben, mens det andet skud ramte ham i lårmusklen.

Skyderiet ligner en ren afstraffelsesaktion, fordi hvis gerningsmændene havde ønsket at dræbe fængselsbetjenten, kunne de uden videre have skudt ham i hovedet eller brystet i stedet for.

Fængselsbetjenten har forklaret, at kom kørende til Nyborg Fængsel cirka klokken 22.45 tirsdag, hvor han skulle møde på arbejde klokken 23.. Han blev antastet af to hætteklædte mænd, der beordrede ham ned at ligge, hvorefter den ene skyder ham to gange i benene.

De to sprang ind i bilen, hvor to andre gerningsmænd ventede. Den sorte Opel Astra sedan med nummeret ZJ 55 476 var stjålet på Trævænget i Vissensbjerg mellem den 11. og 12. juli, og bilen blev fundet i brand kl. 2254 på Hjulbyvej ved Hjulby Mose syd for den fynske motorvej.

Fængselsformand om overfald: Det er en hævnaktion

Fængselsforbundet er overbevist om, at det er banden LTF, Loyal To Familia, eller Black Army fra Odense, der står bag skyderiet mod fængselsbetjenten.

Bandeboss flyttet
I Nyborg Fængsel er der to 'fokus-afdelinger', hvor der alene sidder LTF-medlemmer under strikse forhold, der ifølge forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen er reel isolation og negativ særbehandling af bande-medlemmerne.

I Østjyllands Fængsel er der også en fokus-afdeling med LFT-folk, og ifølge Fængselsforbundet gør bandemedlemmerne oprør over forholdene i de to fængsler og forbundet betragter volden mod fængselsbetjentene som hævn mod 'systemet'.

LTF kræver, ifølge Fængselsforbundet, 'egne' afdelinger ligesom Hells Angels og Bandidos, hvor forholdene er mere lempelige end på de restriktive fokus-afdelinger.

LTF-bandens leder Shuaib Khan, 29, blev i fredags flyttet fra Nyborg Fængsel til Politigårdens sikkerhedsfængsel, hvor der også er et strengt 'regime' for de indsatte.

Inden skyderiet mod fængselsbetjenten i tirsdags havde der været to grove overfald på fængselsbetjente i København, der af politiet betragtes som drabsforsøg.

Et 23-årigt medlem af banden LTF, Loyal To Familia, blev forleden sigtet og varetægtsfængslet for drabsforsøg på en fængselsbetjent fra Vestre Fængsel, der blev overfaldet med slagvåben og knivstik, da han cyklede hjem fra arbejde den 18. juni sidste år. Han blev overfaldet af formentlig tre gerningsmænd.

Den 18. marts i år cirka klokken 19.10 blev en københavnsk fængselsbetjent overfaldet i Rantzausgade på Nørrebro i København, da han havde fri. To gerningsmænd passede ham op nær bopælen og spurgte, om han var fængselsbetjent. Så blev han overfaldet med 10-12 knivstik i brystet og maven. Men en tyk jakke og hans afværgen gjorde, at kun tre-fire stik gik ind i huden.

På et hastemøde i går mellem Kriminalforsorgen og Rigspolitiet blev det blandt andet besluttet, at der skal være et tæt samarbejde mellem myndighederne om at opklare og forebygge overfald på fængselsbetjente. Det skal blandt andet ske ved, at Kriminalforsorgen deler oplysninger fra fængslerne med politiet.

DF: Smid dem ud
Dansk Folkepartis Martin Henriksen mener, at det er godt, at bandelederen fra LTF nu sidder isoleret på Politigården:

- Jeg kan forstå, at meget peger på at det er Loyal to Familia, der står bag overfaldet, hvorfor det er helt naturligt at rykke deres bandeleder, siger han.

- Dansk Folkeparti vil nu bede regeringen dels om at stramme udvisningsreglerne, så vi kan smide nogle af disse bandemedlemmer ud, og dels så skal politiet stresse dem mest muligt, så livet bare bliver mere besværligt for dem. Og naturligvis skal sådanne overfald også straffes hårdere, siger Martin Henriksen.

- Jeg tror, at mange er ved at være godt og grundig træt af Loyal to Familia, eller rettere sagt Loyal to Nothing, for det er hvad de er: Ingenting, siger Martin Henriksen