Nu er der endelig nyt i sagen om skuddramaet, der fandt sted i Sønderborg søndag 30. oktober og sendte det 21-årige offer på hospitalet.
En 28-årig mand er nu blevet anholdt og sigtet for drabsforsøg i sagen, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse torsdag aften.
Anholdelsen fandt sted i udlandet på baggrund af en europæisk arrestordre, og manden blev udleveret til Danmark torsdag.
Han bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg fredag klokken 10. Her vil anklagemyndigheden begære lukkede døre, skriver politiet.
Udover den 28-årige mand er også en 24-årig mand anholdt og varetægtsfængslet i sagen. Den 24-årige blev anholdt kort efter skudepisoden.
Oprindeligt blev hele seks mænd anholdt efter episoden, men kun en sidder altså fortsat varetægtsfængslet.
Den 21-årige mand, der blev ramt af skuddene, kom i første omgang på hospitalet, men var dagen efter uden for livsfare.
Politiet kommer ikke med yderligere oplysninger om, hvad motivet bag skudepisoden kan være.