Det har haft store, personlige konsekvenser for den 67-årige pensionist Finn Petersen, at hans hjem tilbage i oktober 2016 blev ransaget og endevendt hele fem gange, og det skal koste samfundet.
Det mener Finn Petersen og hans ægtefælle, der efter at de flere gange har fået afslag på erstatning, nu har valgt at tage sagen i retten. Her kræver de 75.000 i erstatning.
Det skriver Sjællandske.
Ransagningerne skete i forbindelse med politiets eftersøgning af den forsvundne Emilie Meng og blev foretaget, fordi personer i gruppen 'Forsvundne personer' mistænkte ham for at holde Emilie Meng indespærret. Samtidig mente en nabo, at hun havde hørt lyde, som blev tolket i retning af, at Emilie Meng kunne være indespærret i ejendommen.
Men politiet fandt ingen spor af Emilie Meng, selvom de hamrede gennem murbrokker og vægge. Politiet udsendte derfor efter ransagningerne en meddelelse om, at Finn Petersen ikke var mistænkt i sagen.
Går over grænsen
Ifølge Steen Djurtoft, der er advokat for ægteparret, går ransagningerne langt over grænsen for, hvad man skal finde sig i som borger, og derfor har Finn Petersen krav på erstatning.
- Vi kræver en erstatning på 75.000 kroner ved retten. Så må vi se, hvad retten kommer frem til. Der er ikke rigtig nogle lignende sager at støtte sig til, så det er da ikke usandsynligt, at vi efterfølgende vil gå videre til landsretten og måske endda til Højesteret, hvis vi ikke i første omgang når et tilfredsstillende resultat, siger Steen Djurtoft til Sjællandske.
Steen Djurtoft har rejst sagen ved retten, efter politiet har afvist at give erstatning ud over de 1200 kroner pr. ransagning, plus lidt til rengøring og udbedring af skader, som er den almindelige takst for 'tort og svie'.
Afvisningerne er først givet af statsadvokaten og senere bekræftet af rigsadvokaten.
Havde talt med presen
I afgørelsen blev der lagt vægt på, at Finn Petersen flere gange har udtalt sig til pressen.
- De argumenterer jo med, at Finn Petersen jo selv har en del af skylden for, at sagen blev så eksponeret, ved at svare på spørgsmål fra pressen. Det synes jeg dog er helt urimeligt, for hvad skulle han ellers have gjort, når han blev udsat for det, han blev udsat for, siger Steen Djurtoft til mediet.
Sagen var til at begynde med berammet ved Retten i Næstved 5. marts, men Steen Djurtoft oplyser, at den blev aflyst, fordi dommeren var syg.
Der er endnu ikke blevet fastsat en ny dato for sagen.
Meget chokerende
Finn Petersen har tidligere forklaret til Ekstra Bladet, at han var dybt ulykkelig over, at han blev kædet sammen med sagen.
- Jeg er dybt chokeret over, at jeg er blevet overvåget. Jeg kan ikke finde ud af, om det er et retssamfund vi lever i, eller bare en bananrepublik, hvor man kan gøre, hvad der passer en – har jeg overhovedet en retssikkerhed?, sagde en tydeligt påvirket Finn Petersen kort efter ransagningerne.
- Det var ikke rart at opleve. For du kan heller ikke rende rundt med 10 politimænd på en gang – så du kan ikke se, hvad de alle sammen laver, eller hvor de kigger hen – du kan kun se, hvad der foregår et sted. Der bliver åbnet låger og skuffer alle mulige steder, og du ved ikke, hvor de har haft fingrene henne.
Ifølge Finn Petersen forbandt folk ham længe med sagen, selvom politiet hurtigt meldte ud, at han intet havde noget med den at gøre.
- Jeg har været frifundet i snart to måneder. Men selvfølgelig går jeg nu ud fra, at der slet ikke er nogen, der forbinder mig med den sag. Og det er dejligt, fortalte han til Ekstra Bladet to måneder efter ransagningen.
Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Steen Djurtoft.