Politiet efterlyser fredag en 24-årig mand i forbindelse med et voldsomt overfald torsdag i Aarhus, som efterforskes som drabsforsøg.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse, hvori de også har indsat et foto af den efterlyste.
Overfaldet skete lidt over klokken 23 på Åboulevarden. Her udviklede et slagsmål mellem flere mænd sig, og en 33-årig blev stukket ned med kniv.
Han blev efterfølgende indlagt i kritisk tilstand, men er nu blevet udskrevet fra hospitalet.
På baggrund af efterforskningen mistænker politiet den 24-årige for at stå bag drabsforsøget og har derfor de seneste dage forsøgt at få fat i ham uden held.
Politiet beskriver den 24-årige, hvis navn er Anders Hove Christensen, som værende cirka 176 centimeter høj og almindelig af bygning. Han er brun i huden og har brune øjne og sort hår. Han har desuden sort skæg på hagen og et lille, mørkt modermærke i panden.
Har man oplysninger i sagen, opfordrer politiet til, at man kontakter dem på 114. Man skal ikke selv forsøge at tage kontakt til ham eller tilbageholde ham, understreger de.