Efterforskes: Hjort gik rundt med pil i benet

Usædvanlig sag efterforskes af politiet efter fundet af en hjort i dyrehave  

Østjyllands Politi efterforsker en usædvanlig sag efter fundet af en hjort, der gik rundt med en bedøvelsespil i benet i Marselisborg Dyrehave søndag.

Den ansvarshavende for dyrehaven kontaktede allerede fredag aften politiet, fordi flere borgere mente at have set en sika-hjort med en pil i benet.

En skovfoged ledte efter dyret, men først søndag morgen lykkedes det at finde frem til hjorten, som stadig havde pilen siddende i sig, oplyser politiet i en pressemeddelelse. 

Dyrehaven valgte at aflive hjorten, fordi det er uvist, hvilket stof dyret har fået i sig. 

Normalt er det kun dyrlæger, der affyrer bedøvelsespile som i dette tilfælde, og gerningsmanden har formentligt brugt professionelt udstyr, skriver politiet, som ikke kan udelukkes, at flere hjorte er blevet skudt, da der ikke er et overblik over, om der mangler hjorte i dyrehaven. 

Nu har Østjyllands Politi sikrede spor på stedet og efterforsker sagen nærmere.

Politiet vil gerne høre fra vidner, som har set nogle personer gå rundt med gevær i området, eller som har slæbt rundt på en hjort. Gerningstidspunktet er formentligt mellem torsdag og fredag.