Efterforskning holdes hemmelig: Præst skal blive bag tremmer

Retten i Hillerød lukkede dørene for endnu et retsmøde i sagen om den forsvundne Maria From Jakobsen

Thomas Gotthard er ansat men sygemeldt fra Ansgarkirken i Hedehusene. Privatfoto
Thomas Gotthard er ansat men sygemeldt fra Ansgarkirken i Hedehusene. Privatfoto

Præsten Thomas Gotthard skal blive bag tremmer mindst fire uger mere. Det besluttede en dommer i Retten i Hillerød mandag ved et retsmøde om fristforlængelse.

Den 44-årige mand er sigtet for at slå sin hustru ihjel. Han har siden sin anholdelse i november nægtet sig skyldig.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Få et overblik over sagen her

Thomas Gotthard er sigtet for at slå sin hustru ihjel. Få et overblik over sagen her.
 

Baggrunden for den fortsatte fængsling blev offentligheden ikke indviet i. Dommeren besluttede nemlig ved retsmødets start at lukke dørene på anklagerens anmodning og trods pressens protester.

Anklager Anne-Mette Wedell Seerup mente, at et offentligt retsmøde ville påvirke sagens opklaring, og at der var detaljer om efterforskningen, som offentligheden ikke skulle have at vide.

Svarede ikke på spørgsmål
44-årige Thomas Gotthard var iført sort tøj - blandt andet en sort habitjakke - og sorte sneakers. Den høje, ranglede præst havde mundbind på, da han kom ind i retten og satte sig ved siden af sin forsvarer, som med det samme meddelte, at hans klient ikke ville svare på spørgsmål under retsmødet.

-  Jeg synes, det er uhensigtsmæssigt at man sidder og afgiver delforklaringer hver fjerde uge i retten. Jeg synes, det er bedre, at man samler det sammen til nogle lidt større afhøringer hos politiet, så det er min beslutning, forklarede advokaten Jesper Storm Thygesen efter fristforlængelsen til Ekstra Bladet.

Han oplyser samtidig, at han ikke kommer til at kære de fire ugers fængsling til Østre Landsret.

- Det tror jeg ikke, vi får noget ud af. Retten har taget stilling til mistankegrundlaget flere gange, og Landsretten har tiltrådt det. At de skulle sige noget andet nu, har jeg svært ved at få øje på.

Maria From Jakobsen forsvandt 26. oktober, og sagen blev først anset som en frivillig forsvindingssag. Siden er hendes mand og far til hendes to små børn blevet anholdt og sigtet for drabet.

Maria From Jakobsen er psykolog og mor til to. Privatfoto
Maria From Jakobsen er psykolog og mor til to. Privatfoto

Har du set Thomas?

 Politifoto

Nordsjællands Politi offentliggjorde fredag før jul billeder og navn på den mand, de mener har slået Maria From Jakobsen ihjel.

Vicepolitiinspektør Lau Lauritzen ønsker ikke at uddybe situationerne eller datoerne, billederne, som blandt andet stammer fra overvågning, stammer fra.

- Vi er interesserede i de situationer, hvor vi ikke har billeder af ham, fra ubevidste vidner, der har set ham, for at kunne sammenstykke hændelsesforløbet, siger han.

 Politifoto

Thomas Gotthard beskrives som 202 cm høj, spinkel af bygning med mørkeblondt hår og blå/grå øjne. Ekstra Bladet har ved tre lejligheder set manden i retten og vil dog snarere beskrive hans hårfarve som sort med grå stænk.

Politiet søger oplysninger om hans færden fra 23. oktober 2020 og frem til søndag 15. november 2020, herunder særligt mandag den 26. oktober 2020, hvor Maria From Jakobsen forsvandt. 

Desuden er Nordsjællands Politi særligt interesseret i oplysninger om hans færden i nætterne mellem

1. og 2. november 2020

5. og 6. november 2020

6. og 7. november 2020

7. til 8. november 2020

Den dag, Maria From Jakobsen forsvandt, var han iført følgende beklædning:

  • Koboltblå, kort jakke
  • Mørk skjorte med hvide tern
  • Mørkeblå cowboybukser
  • Uldent halstørklæde
  • Hvide snøresko med mørkebrune såler
  • Glatbarberet.

 Politifoto

Bemærk, at den sigtede i løbet af den periode, hvor Nordsjællands Politi søger oplysninger om hans færden, havde anlagt fuldskæg.

Nordsjællands Politi søger også oplysninger fra borgere, som har set hhv. en hvid Chevrolet Spark med registreringsnummeret AK 82 345 og familiens grå Suzuki Baleno med registreringsnummer CH 78 908. Suzukien kan have haft påmonteret en trailer med nummerpladen BM 5447.

Politiet kan kontaktes på 114.

 Politifoto