Efterlyser bus-onanist

Østjyllands Politi efterlyser vidner, der kan have set en mand, der onsdag aften onanerede foran en kvinde i bussen

En mand henvendte sig onsdag aften omkring klokken 20.10 til en 17-årig pige, der stod og ventede på bussen ved M.P. Bruunsgade i Aarhus.

Her henvendte en mand sig til hende, og han lavede kysselyde med munden mod hendes ansigt.

Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.

Da kvinden stod på bus 100 med retning mod Malling fem minutter senere, steg manden også på. Han satte sig, så han kunne få øjenkontakt med hende, og derefter trak han sin penis frem og onanerede, imens han så på hende.

Når nogen gik fordi ham, gemte han sin penis i bukserne, for så at tage den frem igen, når der ikke var andre end den 17-årige, der kunne se ham. Derfor mener hun ikke, at der er andre passagerer, der har set, hvad han foretog sig.

Ifølge politiet stod det på i 10-15 minutter, før manden omkring klokken 20.30 hoppede af bussen og forsvandt.

Manden beskrives som 30-40 år gammel og mellem 160 og 170 centimeter høj. Han er almindelig af bygning og arabisk af udseende med mørkt hår og sort, kort skæg. Han var iført en mørk jakke og sorte Adidas bukser med hvide striber, og han bar på en lys plastikpose, der muligvis indeholdt ølflasker.

Politiet hører gerne fra eventuelle vidner, der har set manden, før han steg på bussen, imens han sad i bussen, eller umiddelbart efter han steg af. Politiet kan kontaktes på 114.