Efterlyser mand: Kvinde udsat for groft overfald

Overfaldet skete om natten 1. januar 2020

Kan du genkende manden i videoen? Video: Nordjyllands Politi

Politiet beder nu om hjælp til at identificere en mand, der har begået et voldsomt overfald på en kvinde 1. januar 2020 på Nytorv i Aalborg.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Overfaldet skete omkring klokken 01.30 nytårsnat 2020. Kvinden blev skubbet omkuld, hvorefter hun blev tildelt flere slag i ansigtet af manden, som politiet efterlyser.

- Under overfaldet bliver forurettede tildelt et voldsomt skub, så hun vælter ned på stenbelægningen, hvorefter manden knæler ned over hende og tildeler hende tre kraftige knytnæveslag i hovedet. Vores efterforskning har indtil videre ikke medført, at vi har kunnet fastlægge identiteten på denne mand. Men vi er i besiddelse af en video, som viser overfaldets voldsomhed, og her fremstår han tydeligt, forklarer politikommissær hos Nordjyllands Politi, Kenneth Rodam i pressemeddelelsen.

Dem formodede gerningsmand beskrives på følgende måde:

Der er tale om en mand. Han er mellem 25-30 år og 180-185 centimeter høj. Han er af kraftig kropsbygning og har lys hud og mørkt hår. Han er dansk af udseende og var iført sorte jeans, kondisko med hvide såler samt en sort jakke og sort opknappet skjorte. Han bar samtidig en sort bowlerhat.

Hvis du ved, hvem manden er eller har andre oplysninger, der har relevans for sagen, bedes du kontakte Nordjyllands Politi på 114.