Efterlyst for svindel: Mistænkt for at fuske med festival- og koncertbilletter

Politiet mener, at han har snydt adskillige mennesker, som troede, de havde gjort en handel over internettet

Den 34-årige Jess Tonni Højgaard efterlyses for omfattende svindel med blandt andet festivalbilletter. Foto: Politiet
Den 34-årige Jess Tonni Højgaard efterlyses for omfattende svindel med blandt andet festivalbilletter. Foto: Politiet

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller SMS/MMS på 1224 (koster alm. takst)

En hærskare af mennesker er blevet svindlet over de seneste måneder, hvor de tror, de har købt eksempelvis koncertbilletter, festivalbilletter og mobiltelefoner via nettet, men aldrig modtager noget som helst.

Den 34-årige Jess Tonni Højgaard sættes i forbindelse med flere end 50 nyere tilfælde af bedrageri, ifølge politiet, og de har nu valgt at gå ud med en offentlig efterlysning. Han har været efterlyst internt i politiet siden marts.

- Vi har søgt ham de sidste par måneder, og han skal afhøres til vores sager, men vi kan ikke finde ham. Han har ingen adresse, og de steder, hvor vi får tip om, at vi kan finde ham, kan vi ikke finde ham. Så nu lægger vi pres på, siger Ebbe Krogaard, politiassistent hos Fyns Politi, til Ekstra Bladet.

Svindlen er sket via tjenester som Gul & Gratis, Den Blå Avis og Facebook.

- Han har snydt rigtig mange med blandt andet koncert-billetter, som han aldrig leverer, men har modtaget pengene. Vi ved, at det er ham, for det er jo nemt at spore, når folk sender noget på Mobilepay. Så har de jo et kontonummer, og så spørger vi banken, hvem der ejer den konto, fortæller Ebbe Krogaard.

En stor sag
Et af svindelnumrene har blandt andet været en billet til Skanderborg Festival, der er blevet solgt via Den Blå Avis til en samlet værdi af 2395 kroner.

Derudover er han blandt andet mange andre sager eksempelvis også mistænkt for svindel med en campingvogn-billet til Skanderborg, iPhones og en billet til nytårs-galla-koncert.

- Sammenlagt kan man jo altså score rimelig mange penge på det. Det er jo en stor sag, for ellers ville vi ikke køre den ud i medierne, siger Ebbe Krogaard.

Det er snart festivalsæson, hvor der måske er nogen, der kunne blive desperate for at sikre sig en festival-billet i sidste øjeblik. Men kriminalassistenten opfordrer til, at man tænker sig om.

- En gængs advarsel, når folk køber noget, er, at de skal få tingene i hånden, og så kan de betale, i stedet for bare at sende pengene til højre og venstre uden at vide, om man nogensinde får den vare, som det drejer sig om. Jeg ser sager hver eneste dag, hvor folk er blevet snydt på den måde. Jeg køber ikke på den måde, fastslår politiassistenten. 

Hvis man har oplysninger om Jess Tonni Højgaard eller ved, hvor han befinder sig, kan man kontakte Fyns Politi på telefon 114.