Opdatering: August er nu fundet, og politiet forsikrer, at der denne gang er tale om den rigtige dreng.
Politiet efterlyser torsdag eftermiddag 17-årige August, som sidst er set i Lalandia i Rødby.
Det sker i et tweet fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.
Den 17-årige dreng er autist.
- Og det er jo blandt andet derfor, vi gerne vil have ham fundet, siger politikredsens vagtchef Lars Westerweel til Ekstra Bladet.
Han oplyser, at drengen forsvandt ved 15-tiden.
- Både vi og personalet leder efter ham, fortæller Lars Westerweel.
Med sig har August et høreværn og muligvis en iPad, oplyser politiet.
Artiklen fortsætter efter tweetet ...
Meldt fundet ved en fejl
Politiet oplyste tidligere på aftenen, at August var blevet fundet, men det var en fejl, oplyser de nu.
'August er desværre ikke fundet, idet der opstod en misforståelse på stedet; personalet ved Lalandia havde fundet en forkert dreng, så eftersøgningen er fortsat aktuel - desværre,' skriver politiet på Twitter.