Efterretningsfolk fængslet i historisk sag

I en historisk sag er to efterretningsfolk nu fængslet i 11 dage efter et hemmeligt grundlovsforhør

Følg Krimi

Ved du noget? Skriv til eb-sikker@protonmail.com - alle henvendelser behandles fortroligt.

Efterretningsfolk anholdt, ransagning af flere adresser og en mistanke om at videregive højt klassificerede oplysninger om efterretningstjenestens virke. En lovovertrædelse, der kan give helt op til 12 års fængsel.

Det lyder som plottet til en spændingsroman, men det er virkelighed.

Politiets Efterretningstjeneste løftede torsdag morgen sløret for en historisk sag, som i dybeste hemmelighed har været efterforsket igennem længere tid.

I alt fire tidligere og nuværende ansatte fra PET og FE fik onsdag ransaget deres private adresser og blev anholdt, og torsdag gennemførte Københavns Byret så et næsten ni timer langt grundlovsforhør bag dobbeltlukkede døre.

Usædvanlig mørklægning
Retsmødet var præget af en usædvanlig hemmeligholdelse, hvor oplysninger, der ellers normalt er tilgængelige for offentligheden, blev mørklagt, men hen ad aftenen oplyste Københavns Byret til Ekstra Bladet, at to af de fire anholdte varetægtsfængsles i 11 dage.

En person løslades, og situationen for den fjerde af de anholdte er uvist.

Mere kunne Københavns Byret ikke oplyse.

Heller ikke PET eller Anklagemyndigheden ønskede at give mere indsigt i sagen, men hos Østjyllands Politi bekræfter man, at sagen nu er forankret i deres politikreds. Hvad proceduren er herfra, vil kredsen ikke oplyse mere om.

Juraprofessor: 'Meget alvorligt'
PET oplyste inden grundlovsforhøret, at de fire mistænkte sigtes for at overtræde straffelovens  paragraf 109, stk. 1, der handler om at videregive højt klassificerede oplysninger fra efterretningstjenesterne. Det hører til sjældenhederne, at den paragraf tages i brug i Danmark.

Det er således en af de strengeste straffe under straffelovens kapitel om forbrydelser mod statens sikkerhed.

- Med en strafferamme på 12 år er man helt klart i den meget alvorlige afdeling af straffeloven. Det hænger sammen med, at man her videregiver oplysninger, som er meget vigtige for staten. Så når man sigter efter straffelovens paragraf 109, stk. 1, så er det tydeligt, at man mener, at der er sket en alvorlig lovovertrædelse, siger Birgit Feldtmann, juraprofessor med speciale i strafferet ved Aalborg Universitet.

Ifølge professor i strafferet, Jørn Vestergaard, fra Københavns Universitet skal man hele 41 år tilbage i tiden for at se, hvornår paragraffen sidst var i anvendelse.

- Det er højst usædvanligt! Der er vist ikke dømt efter paragraffen siden straffesagen mod den østtyske spion Jörg Meyer i 1980, siger han.

FE og PET hjemsøgt
Det er fortsat uvist, hvilken form for videregivelse der er tale om, og PET var sparsom med oplysninger, da man udsendte en pressemeddelelse om sagen.

Dog har både PET og FE i det seneste år været hjemsøgt af en række sager, hvor efterretninger og hemmelige operationer, der ellers er fortrolige, har cirkuleret i pressen.

Blandt andet har FE's samarbejde med amerikanske NSA været afdækket hos DR, mens Berlingske gennem længere tid har rapporteret om den 32-årige efterretningsagent Ahmad Samsam.

Derudover kunne Ekstra Bladet i marts afsløre, hvordan regeringen har modtaget hemmelige FE-efterretninger om risikoen for udsmuglinger af de børn, der befandt sig i Syrien.

Det er dog uvist, om onsdagens anholdelser har forbindelse til pressens dækning af ovennævnte sager.

 

Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.

Mere fra Ekstra Bladet+

Fronten forstærkes - velkommen til Finland og Sverige

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Udforsk Ekstra Bladet+