Eks-betjent sigtet i ny sag: Lækkede statsministerens personnummer

Selvudnævnt frihedskæmper og tidligere betjent Lars Kragh Andersen fængslet i ny sag om læk af ministres personnumre

Ifølge politiet skulle eksbejtent Lars Kragh Andersen have lækket statsministerens personnummer flere steder på nettet.
Ifølge politiet skulle eksbejtent Lars Kragh Andersen have lækket statsministerens personnummer flere steder på nettet.

Fra 7. april i år og syv dage frem offentliggjorde den selverklærede frihedskæmper, provokatør og tidligere betjent Lars Kragh Andersen flere danske politikeres personnumre på nettet.

Det mener anklagemyndigheden i Københavns Politi, der har sigtet den 40-årige mand i ti forhold om krænkelser mod tjenestemænd.

Den ulovlige offentliggørelse skete ifølge sigtelsen via Twitter og Instagram og i videoer på Lars Kragh Andersens Youtube-kanal, hvor han samtidig kritiserede indførelsen af coronapas.

Lars Kragh Andersen er desuden sigtet efter den såkaldte corona-paragraf, der giver mulighed for en fordobling af straffen.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Ved statsministerens spørgetime 16. marts nægtede Mette Frederiksen mindst otte gange at svare på spørgsmål vedrørende dobbeltstraffe

Nægter sig skyldig
Anklager Anders Larsson fortæller til Ekstra Bladet, at den 40-årige eksbetjent ved grundlovsforhøret fredag nægtede sig skyldig.

- Derudover ønskede han ikke at udtale sig, siger anklageren.

Blandt de lækkede oplysninger er statsminister Mette Frederiksens personnummer. Lækket skete ifølge Ekstra Bladets oplysninger ved hjælp af delingen af et falsk coronapas med statsministerens personlige oplysninger påtrykt.

Derudover har han ifølge sigtelsen offentliggjort cpr-numre på transportminister Benny Engelbrecht, sundhedsminister Magnus Heunicke og udenrigsminister Jeppe Kofoed. 

Manden blev varetægtsfængslet i 26 dage frem til 12. maj. Dommeren fandt, at der var begrundet mistanke for, at Lars Kragh Andersen havde gjort sig skyldig i sigtelsen, ligesom at der var risiko for gentagelse, hvis han er på fri fod.

Under grundlovsforhøret blev Lars Kragh Andersen repræsenteret af en til dagen beskikket forsvarer, men han oplyste til retten, at han fremover vil være repræsenteret af Rasmus Paludan.

Artiklen fortsætter under videoen ...

En dukke af Mette Frederiksen blev brændt af ved en Men in Black-demonstration 23. januar 2021

Sparkede døren ind
Stram Kurs-leder og advokat Rasmus Paludan fortæller til Ekstra Bladet, at Lars Kragh Andersen blev anholdt fredag morgen.

Her blev hans hoveddør ifølge forsvareren sparket ind.

- Min klient og jeg bemærker, at der så sandelig er forskel på høj og lav i det danske retssystem. Hvis man lyver for befolkningen i offentligt embede, grundlovsstridigt forbyder offentlige forsamlinger, nedlægger forbud mod lovlige politiske partiers møder og ødelægger et helt erhverv, så sker der absolut intet. Hvis man derimod beskyldes for at offentliggøre fire cifre i personnumre, som allerede er offentligt tilgængelige, så bryder kampklædt politi ens dør ned med trukne pistoler. Det er ikke et retssamfund værdigt, siger Rasmus Paludan i en kommentar til Ekstra Bladet.

Han bekræfter, at Lars Kragh Andersen nægter sig skyldig i alle sigtelser og kalder anklagemyndighedens brug af corona-paragraffen en ekstra straf for at kritisere regeringen.

- Der er ingen fornuft i, at man her kræver dobbelt straf efter coronaskærpelserne, da det reelt betyder, at man i et demokrati som Danmark straffer kritik af regeringen dobbelt så hårdt, siger han.

Det er ikke første gang, at Lars Kragh Andersen er involveret i en sag om læk af cpr-numre. I 2015 blev han idømt 30 dages betinget fængsel for at have lækket daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt og tidligere forsvarsminister Nicolai Wammens cpr-numre.

Han er desuden kendt for sin kampagne mod licens og for offentligt at have meldt ud, at han ikke har betalt skat siden 2011.