En 34-årig dansk, syrisk mand sidder på anklagebænken i Tyskland tiltalt for at have dræbt sin kone i et æres-relateret mord.
Danske eksperter fortæller til Ekstra Bladet, at det er uhyre sjældent, at der bliver rejst tiltale om æresdrab i danske sager. Sidst der faldt dom i den type sag var tilbage i 2005, da flere familiemedlemmer blev dømt for æresdrabet på Ghazala Khan.
Anklage: Stak sin kone ihjel på motorvejen
I den tyske sag var ægteparret fra Syrien, men de var indtil drabet bosiddende i Aarhus. Her har Jens Espensen været leder af lokalpolitiet i Gellerup i 11 år, indtil han stoppede for tre år siden. Æressagerne husker han som meget komplicerede.
- Æressager er et uopdyrket område. Vi ved, at de er der, men der kommer sjældent anmeldelser, og når der er henvendelser, så er de enormt svære at opklare, fordi den nærmeste familie typisk ikke er interesseret i at hjælpe, siger han.
Forsvundet fra skolen
Den tidligere politimand fortæller, at henvendelserne om den type sager ofte kom fra den lokale skole. Her kunne en ung pige eller dreng måske være forvundet, uden at nogen kunne forklare, hvor han eller hun var henne.
- Det er svære sager at opklare, og når de nærmeste omgivelser ikke hjælper til, så er det næsten umuligt. Sagerne er samtidig ressourcekrævende, fordi det kræver meget efterforskning at komme til bunds i, siger han.
Jens Espensen har tidligere fortalt, hvordan negativ social kontrol og såkaldte ældreråd undertrykker store dele af befolkningen i ghetto-områderne i Aarhus Vest. Selvom han har været væk fra politiet i tre år, så hører han, at rådene og de styrende imamer stadig har meget at skulle have sagt i området.
- Vi havde indtryk af, at de her råd behandlede sager om vold og voldtægt og den slags alvorlig kirminalitet. Vi arbejdede intenst på at få folk til at anmelde forbrydelserne, men vi kunne se, at der fra området var uforholdsmæssigt mange sager som faldt, fordi folk trak deres anmeldelser og vidneudsagn tilbage, siger han.
Fem procent styrer
I et område som Gellerup er et andet stort problem, at det er få familier og personer, som er meget dominerende.
- Fem procent styrede området og var meget dominerende over det store flertal. Men de fleste havde jo vænnet sig til den kultur, og at det er sådan, at det er, siger han.
Farvel til sheriffen: Rørt til tårer
Udbredt negativ social kontrol
I Foreningen Ny Identitet hjælper de udsatte unge til at flygte fra æresrelateret vold og drab. Formanden Nader Ashkani kender problemet med den udbredte negative sociale kontrol i de sociale boligområder.
- Negativ social kontrol er udbredt i ghetto-områder over hele Danmark. Det hører vi hele tiden fra i sær de yngre kvinder. De bliver i forskellig grad kontrolleret i at gå ud, forbudt at få en kæreste, tvunget til at gå med tørklæde og den slags, siger han.
Nader Ashkani oplever, at ingen ved, hvor store problemerne er, og kommuner og politi er ikke klædt på til at hjælpe pigerne.
- Vi ser desværre en ny tendens, at selv de mest udsatte piger undgår at kontakte myndighederne, for de tror ikke på, at de kan hjælpe dem. Det er et kæmpe problem, siger han.