RETTEN I NYKØBING FALSTER: En 29-årig håndværker sænkede blikket, da han mandag eftermiddag blev kendt skyldig i forsætligt drab i straffesagen om sidste forårs dødbringende knivoverfald på den tre år ældre Deniz Köktas.
Den nu afdøde vvs-mand blev ramt i brystkassen af ét knivstik i et voldsomt drama, der udspillede sig store bededag på en parkeringsplads ved Døllefjelde-Musse Marked.
- Det var det. Farvel, Mark, var det sidste knivofret nåede at sige til vennen Mark Nielsen, før han besvimede for aldrig at vågne igen.
Retsformanden afsagde kendelsen for øjnene af den tiltalte mands kæreste og flere medlemmer af den nu afdøde vvs-mands familie på tilhørerpladserne i retssal A.
På forhånd var kendelsen omsluttet af stor spænding. Lokalet var da også proppet til sidste stolesæde.
Forsvarer: Det var dødsvold
Den drabstiltalte mand med en fortid i rockergruppen Satudarah erkender, at det var ham, som stak med kniven.
Men han har nægtet sig skyldig i drab, og i sin procedure anbefalede hans forsvarer Christina Schønsted, at han udelukkende dømmes for grov vold med døden til følge, og at han slipper for straf, når der tages stilling til det spørgsmål i næste måned.
Forsvarer: Kniv trukket i angst og panik
Selv fastholdt manden for nylig i retten, at han 'slog ud med kniven' i nødværge, og at det ikke var hensigten, at nogen skulle dø.
Han var efter eget udsagn bange for Deniz Köktas og handlede i panik.
Det dødbringende overfald udspillede sig ud på aftenen på det landskendte kræmmermarked, som hvert år tiltrækker tusinder af besøgende.
Deniz Köktas blev ramt i højre side af brystet under ribbenene. Gerningsvåbnet var en foldekniv med et 10-12 centimeter langt blad, som skar pulsåren til hans nyre over, ramte leveren og gennemborede hans bughule.
Resultatet var at den kraftigt byggede far til en mindreårig dreng mistede bevidstheden og senere døde som følge af svære organskader og blodtab på Rigshospitalet i København.
Lang kriminel løbebane
Det var ikke første gang, Deniz Köktas var i alvorlig livsfare som følge af et knivangreb.
I 2020 blev han også ramt af knivstik i brystet. Gerningsmanden i den sag fik senere en dom på seks år og otte måneders fængsel, som han stadigvæk er i gang med at afsone.
Den nu afdøde vvs-mand har desuden selv afsonet en fængselsstraf for vold og ulovlig våbenbesiddelse.
Drabstiltalt med Satudarah-fortid: Dømt for vold som 16-årig
I den drabstiltalte mands liv har kriminalitet spillet en endnu større rolle. Han har afsonet flere års fængsel for blandt andet dødstrusler, grov vold, handel med narkotika og ulovlig våbenbesiddelse.
På hjemmefronten er han far til en datter og bonusfar til en søn, som begge er mindreårige.
Én nævning var uenig
Én nævning mente, at der udelukkende var grundlag for at kende den tiltalte skyldig i dødsvold. Ellers var der enighed om, at stikkets placering, knivens udformning og farlighed og den kraft, den tiltalte mand førte den med, burde have overbevist om, at Deniz Köktas ville dø.
Forsvarerens påstand om, at knivmanden handlede i nødværge blev afvist af alle dommere og nævninge.
Den 29-årige mand blev desuden fundet skyldig i ulovlige besiddelse af en kniv, i flere trafikforseelser og for i januar at have udsat en medfange for trusler på livet i Arresten i Nykøbing.
Efter at have modtaget kendelse gav den tiltalte sin kæreste en hviskende kærlighedserklæring, kys og et kram i retssalen, før han blev ført bort af politifolk.
Læs mere om drabssagen:
Dræbt på kræmmermarked: Knivstik og vild flugt
Sigtet for drab: For vild til Satudarah