Ekspert: Derfor kan Danmark ikke kræve mistænkt drabsmand udleveret

Jordan nægter at udlevere den drabssigtede Ibrahim Al-Kassab til Danmark, men det er begrænset, hvad Danmark kan stille op

Den 22-årige Ibrahim Al-Kassab er fortsat på fri fod, efter en jordansk dommer nægtede at udlevere ham til Danmark. (POLITIFOTO)
Den 22-årige Ibrahim Al-Kassab er fortsat på fri fod, efter en jordansk dommer nægtede at udlevere ham til Danmark. (POLITIFOTO)

Ifølge Københavns Politi er der meget, der tyder på, at 22-årige Ibrahim Al-Kassab var medvirkende til drabet på den 19-årige Andreas Vo Riis, tidligere kaldet Hamza Samsan, 19. maj i år.

Alligevel nægter Jordan at udlevere ham til Danmark, efter at de juridiske myndigheder i Jordan har vurderet, at der ikke var belæg for at udlevere ham.

Jordan afviser at udlevere drabsmistænkt til Danmark

Og efter den udmelding er det meget begrænset, hvad Danmark kan stille op for at få ham udleveret. Det forklarer Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen, der er adjunkt ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet.

- Jordan er jo en suveræn stat, så hvad de gør i Jordan, kan vi ikke blande os i. Den danske udenrigsminister kan godt brokke sig og være utilfreds, men det er også det, siger han til Ekstra Bladet.

- Det er lidt det samme, som når man kan høre naboen holde fest og spille høj musik. Du kan ikke begynde at pille stikket ud af væggen. Hvad der foregår på deres side af hækken og på ens egen side, må man selv tage ansvar for, siger han.

Må styrke beviserne
Han forklarer, at det derfor nu er op til politiet at styrke sin sag, ligesom de ville gøre, hvis en dommer afviste en begæring om varetægtsfængsling.

- Dansk politi må nu få fat i dommerens begrundelse, og så må man ud fra det materiale se, om der er noget, man kan gøre, for at overbevise dommeren om et andet resultat.

Politiet: Bandefolk jages for mord på 19-årig

- Det kan for eksempel være, at man skal have nogle bedre beviser, have nogle flere vidneforklaringer oversat eller at man skal levere noget DNA fra gerningsstedet, så man får dommeren overbevist, forklarer Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen.

- Men hvis dommeren bliver ved med at modsætte sig det, så stopper sagen der, siger han.

Sammenligner med Niels Holck
Han sammenligner den aktuelle sag med Niels Holck-sagen, hvor Danmark efter en afgørelse i Østre Landsret i 2011 også nægtede at udlevere Niels Holck til retsforfølgelse i Indien, på trods af at landet mener, at han stod bag nedkastning af våben i Vestbengalen i 1995.

- Inderne blev rasende og kørte hele arsenalet i stilling med blandt andet sanktioner, der gjorde det sværere at få visa. Og selvom de protesterede på alle de måder, de kunne, kan de ikke tvinge Danmark til at udlevere Niels Holck, og på samme måde kan vi ikke tvinge Jordan til at udlevere Ibrahim Al-Kassab, siger han.

Et politisk pres vil derfor næppe være tilstrækkeligt til at kræve den drabsmistænkte mand udleveret.

- Hvis der var en dansk dommer, der havde nægtet at udlevere en person, og der kom en fremmed stat og krævede, at den danske regering skulle ignorere en dansk dommers afgørelse, ville vi også bare ryste på hovedet.

Formodet drabsmand meldes død
Den 22-årige Ibrahim al-Kassab er varetægtsfængslet in absentia sammen med 23-årige Abdallah Ben Abderraouf Dhaflaoui efter drabet, der skete på hjørnet af Guldbergsgade og Møllegade på Nørrebro i København 19. maj.

Her blev den 19-årige Andreas Vo Riis stukket med et dødeligt knivstik i maven efter et kortvarigt skænderi, der ifølge politiet fandt sted i forbindelse med hashsalg.

Mystik om drabssigtet på flugt: Formodes død i swimmingpool

Selvom Ibrahim al-Kassab altså nu formodes at være på fri fod i Jordan, er den 23-årige Abdallah Ben Abderraouf Dhaflaoui formodet død i forbindelse med et hjertetilfælde i en pool.

Begge de fortsat eftersøgte mænd er ifølge politiet højtstående medlemmer i bandegrupperingen Loyal To Familia.