Retten i Roskilde (Ekstra Bladet): Den 16-årige dreng, der er tiltalt for sidste sommer at have dræbt sin mor med adskillige knivstik i hendes lejlighed i Ringsted, er efter Retslægerådets opfattelse ikke egnet til almindelig fængselsstraf.
Den mentalt forstyrrede dreng bør efter eksperternes opfattelse indstilles til anbringelse på psykiatrisk afdeling.
Det fremgår af de erklæringer, som anklager Magnus Mølholm her til formiddag har læst op for de tre dommere.
Politimand om drabstiltalt søn: Han var ligeglad
Retslægerådet konkluderer, at den tiltalte dreng med diagnoserne infantil autisme og opmærksomhedsforstyrrelsen add 'er sindssyg', og med stor sandsynlighed også var det, da han 29. juli sidste år stak sin mor ihjel med en køkkenkniv efter et skænderi.
Risiko for mere vold
Rådet gør samtidig gældende, at der formentlig er en 'ikke ubetydelig risiko for, at den for tidligt fødte dreng begår voldelig kriminalitet i fremtiden.
I erklæringen beskrives han som normalt begavet men præget af apati, stærkt nedsat dømmekraft, angst og manglende evne til at føle empati og indordne sig efter andre.
Det bakkes op af en psykiatrisk overlæge fra Region Sjælland. Hun tager udgangspunkt i, at den tiltalte er præget af sin tidlige fødsel ved akut kejsersnit som følge af moderens svangerskabsforgiftning og i de senere år af eskalerende problemer som følge af et konfliktfyldt liv efter forældrenes skilsmisse i 2010.
Ingen anger og omtanke
I en mentalerklæring udarbejdet et år før knivstikkeriet beskrives den tiltalte som en dreng med destruktive tilbøjeligheder, manglende anger, ringe selvindsigt og nedsat omtanke, og overlægen udtrykker bekymring for, at han kunne handle uforudsigeligt i affekt og 'blive farlig for andre'.
I de seneste måneder før knivstikkeriet sidste år han angiveligt ofte videofilm med dyr, der blev slået ihjel, og han følte efter eget udsagn ofte sorg og tristhed.
Han havde vrangforestillinger og var bange for at gøre ondt på sig selv og mod andre.
De konklusioner tog anklager Magnus Mølholm også fat i under sin procedure. Han beskev det som en drabssag, som 'næsten ikke kan blive mere tragisk'.
Anklager: Psykisk syg
Han mener, at den tiltalte havde et oplagt forsæt til at dræbe sin mor, og at han har erkendt, at han stak hende adskillige gange, indtil hun blev stille.
Om sanktionen vurderer han, at der ikke er tvivl om, at den tiltalte er psykisk syg, og at han bør have en tidsubestemt anbringelsesdom efter straffelovens paragraf 58.
Han vil i så fald ikke kunne udskrives uden klare lægelige anbefalinger og en retskendelse.
Magnus Mølholm mener endelig, at retten bør fratage drengen muligheden for at arve og modtage forsikringer, som kunne blive udløst som følge af hans mors død.
Forsvarer: Hjælp ham
Forsvareren Stefan Møller Jørgensen mente, at skyldsspørgsmålet er afklaret i drabssagen. Men i forhold til de mulige sanktioner, mente han, at risikoen for fremtidig kriminalitet hænger nøje sammen med, om hans klient får en effektiv behandling.
Han anbefaler derfor en tidsbestemt anbringelsesdom af fem års varighed med vilkår om, at der sættes en omfattende pædagogisk støtte i værk og indledt en effektiv behandling for autisme.
- En tidsubestemt dom er meget voldsom for en 16-årig dreng. Han er ikke en hærdet forbryder men har brug for at få hjælp til at blive et helt menneske, mente Stefan Møller Jørgensen.
Han mente, at hans klient lider under, at drengen aldrig har fået en vedvarende, effektiv behandling.
Familie om dræbt alenemor: Hun var bange
Familie tilgiver 15-årig for drab: Velkommen ved sin mors kiste
Politichef om drab med køkkenkniv: Mor stukket 'talrige gange'