Eksplosion under tyrkisk bryllup: Mindst 30 dræbt

Mindst 30 personer meldes dræbt, og 94 meldes såret ved en eksplosion under et bryllup i den tyrkiske by Gaziantep, oplyser de lokale myndigheder til nyhedsbureauet AP

Det vides endnu ikke, hvem der stod bag eksplosionen. Foto: AP
Det vides endnu ikke, hvem der stod bag eksplosionen. Foto: AP
Følg Krimi

Mindst 30 personer er sent lørdag blevet dræbt og 94 er såret ved en eksplosion under et bryllup i den tyrkiske by Gaziantep.

Det oplyser de lokale myndigheder i byen ifølge det internationale nyhedsbureau AP.

Søndag morgen siger Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, at Islamisk Stat 'formentlig' står bag lørdagens angreb.

 Bryllup forvandlet til blodbad: Her er Erdogans svar

Byen Gaziantep ligger i det sydøstlige Tyrkiet, der har været plaget af anslag gennem den seneste tid.

Den tyrkiske vicepremierminister, Mehmet Simsek, oplyser ifølge Reuters, at eksplosionen angiveligt er blevet udløst af en selvmordsbomber.

Det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu citerer guvernøren i Gaziantep, Ali Yerlikaya, der kalder eksplosionen for et terrorangreb.

Samil Tayyar, der er parlamentsmedlem fra præsident Recep Tayyip Erdogans regeringsparti, AK, skriver ifølge Reuters på Twitter, at det skulle være militante fra Islamisk Stat, der står bag angrebet.

Det er dog stadig ikke officielt bekræftet, hvem der står bag.

Regionen har været ramt af tre angreb alene i den forløbne uge. Ifølge myndighederne står den kurdiske oprørsgruppe PKK bag alle tre angreb.

Tidligere har også Islamisk Stat taget skylden for en række angreb i Tyrkiet, der deler grænse med både Syrien og Irak, hvor den ekstremistiske gruppe har indtaget store områder.

Foruden truslen fra PKK og Islamisk Stat har der været uro i Tyrkiet, efter at dele af militæret i juli uden held forsøgte at kuppe sig til magten.

Den tyrkiske premierminister, Binali Yildirim, sagde lørdag, at tyrkerne er klar til at spille en mere aktiv rolle i krigen i Syrien.

Tyrkiet frygter, at en styrkelse af militante kurdiske grupper i Syrien vil styrke og opflamme kurdiske oprørere i Tyrkiet.

Mere fra Ekstra Bladet+

Qatar er et diktatur, styret af emiren og et præsteskab med rod i shariaen

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind