Ekspolitiker i ny sag om rufferi i forbindelse med gangbangs

Ifølge anklagemyndigheden fortsatte Per Zeidler efter rufferidom med at tilbyde kvinder til sex mod betaling

Mandag sidder ekspolitikeren Per Zeidler på anklagebænken i Retten i Aalborg. Ifølge tiltalen har han tjent godt 50.000 kroner på at arrangere gangbangs i Nordjylland. I 2019 blev han idømt seks måneders betinget fængsel i en lignende sag. Han nægter sig skyldig. (Arkivfoto), Foto: Jan Bjerre Lauridsen / Ritzau/Free
Mandag sidder ekspolitikeren Per Zeidler på anklagebænken i Retten i Aalborg. Ifølge tiltalen har han tjent godt 50.000 kroner på at arrangere gangbangs i Nordjylland. I 2019 blev han idømt seks måneders betinget fængsel i en lignende sag. Han nægter sig skyldig. (Arkivfoto), Foto: Jan Bjerre Lauridsen / Ritzau/Free

Den 16. maj 2019 blev den tidligere kommunalpolitiker Per Zeidler og en anden mand ved Retten i Randers idømt seks måneders betinget fængsel for rufferi.

Dommen faldt, efter at de i retten havde erkendt, at de havde arrangeret og afholdt 73 gangbangs forskellige steder i landet. Det havde givet de to mænd en fortjeneste på 200.000 kroner, som retten besluttede skulle konfiskeres.

Men dommen afskrækkede tilsyneladende ikke Per Zeidler. Godt en uge efter at dommen faldt i Randers, arrangerede han ifølge anklagemyndigheden et nyt gangbang, hvor to kvinder havde sex med flere mænd mod betaling.

Mandag skulle den 57-årige ekspolitiker derfor igen på anklagebænken tiltalt for rufferi, denne gang i Retten i Aalborg. Retsmødet blev dog aflyst på grund af sygdom, skriver mediet Nordjyske. Derfor vil sagen altså først komme for senere.

Ifølge tiltalen arrangerede han i perioden fra 24. maj til 30. august 2019 seks gangbangs i Skelund ved Hadsund og et sted i Nordjylland - formentlig i Øster Hurup.

Desuden er han tiltalt for i perioden 7. til 10. maj 2020 at have arrangeret, at en kvinde havde sex med flere mænd.

I alt har kunderne ifølge anklageskriftet betalt knap 150.000 kroner, hvoraf godt 50.000 kroner gik til Per Zeidler.

Den nye sag kom frem, da en kvindelig journalist fra Kanal 5 med skjult kamera henvendte sig til Per Zeidler og gav udtryk for, at hun gerne ville medvirke.

Det møder kritik fra Per Zeidlers forsvarer, advokat Henrik Garlik, der mener at hele sagen bygger på Kanal 5's optagelser.

- De laver skjulte optagelser på privat grund, og det er ikke rimeligt, at sager på den måde bliver ført i medierne, siger han.

Specialanklager Kim Kristian Kristensen vil ikke kommentere kritikken forud for retssagen.

- Det vil jeg ikke kommentere, før dommen er faldet, siger han.

Per Zeidler erkender, at han har arrangeret gangbangs, men afviser, at han har tjent penge på det og nægter sig derfor skyldig i rufferi.

- Vi ville gerne have ført nogle af gæsterne som vidner, for at spørge til deres opfattelse af økonomien i det. Det mener vi er vigtigt for sagen, fortæller Henrik Garlik.

Flere af gæsterne ville gerne vidne, dog kun hvis de kunne sikres anonymitet.

- Men både byretten og landsretten har afvist, at de kan føres som anonyme vidner, siger Henrik Garlik.

OVERBLIK: Sagerne mod Per Zeidler

Per Zeidler blev i 2019 dømt for rufferi ved Retten i Randers. Mandag står han ved Retten i Aalborg igen tiltalt for rufferi.

Læs om forløbet her.* Århus Stiftstidende afslører i november 2017, at Zeidler flere gange har arrangeret gangbangs i et forsamlingshus ved Vejle.

* Sagen kommer 16. maj 2019 for Retten i Randers. Her erkender de, at have arrangeret 73 gangbangs flere steder i landet.

* De idømmes hver seks måneders betinget fængsel for rufferi. Deres fortjeneste på 200.000 kroner konfiskeres.

* I september 2020 bliver den 57-årige ekspolitiker igen tiltalt for rufferi. Ifølge tiltalen har han tjent godt og vel 50.000 kroner på at arrangere en række gangbangs i Nordjylland.

* Mandag indledes den nye sag ved Retten i Aalborg. Per Zeidler erkender, at han har arrangeret gangbangs, men afviser at have tjent penge på orgierne. Han nægter sig derfor skyldig i rufferi.

* Rufferiparagraffen i straffeloven lyder: Den, der driver virksomhed med, at en anden mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, straffes for rufferi med fængsel indtil fire år.

Kilde: Ritzau, anklageskriftet, straffeloven.