Kos, Grækenland (Ekstra Bladet): Tæpper og puder er hevet frem. Foran den lille lufthavn på den græske ferieø Kos sover turister på bænke, på jorden og på hinanden.
Natten til fredag blev øen ramt af et jordskælv, der blev målt til 6,7 på richterskalaen. To personer er dræbt - en svensk og en tyrkisk turist - og over 200 personer er blevet såret i forbindelse med det voldsomme jordskælv.
Selvom de græske myndigheder ikke fraråder folk at tage til Kos, så er det flere turister, der nu flygter herfra. De er bange for endnu et jordskælv rammer.
- Vi skal flyve klokken syv i morgen tidlig. Så vi kommer til at vente i omkring 10 timer foran lufthavnen. Vi følte os ikke sikre efter i nat, så vi vil hjem, også selvom det er fire dage før tid, siger den 20-årige hollandske Anna til Ekstra Bladet.
Hun er sammen med en gruppe venner på ferieøen, men efter nattens voldsomme oplevelse tør hun ikke længere blive i ferieparadiset.
- Vi har besluttet for at gå tidligt i seng, men da vi kommer ind på værelset, så rammer jordskælvet. Alt ryger ned fra væggene sengene, flytter sig, og vi smider os bare ned på gulvet. Det var meget voldsomt, så nu skal vi bare væk fra denne her ø, siger Annas rejsekammerat Bardel på 22 år.
Parret er langt fra de eneste. Foran lufthavnen ligger mere end 100 mennesker og sover, inden de tidligt næste morgen skal nå deres fly.
Den 20-årige Clara fra Milano er heller ikke tryg ved situationen. Hun har været på øen siden i tirsdags, men hun vil også hjem til sin familie, efter nattens rystelser.
- Vi var byen, da det pludselig vælter op med store bølger nede fra havnen. Vi vidste i første omgang ikke, hvad det var, for jeg har aldrig oplevet et jordskælv før. Men det var meget ubehageligt. Jeg skal bare så langt væk som overhovedet muligt, siger den unge pige til Ekstra Bladet.
Hun har siddet i lufthavnen i mere end 12 timer, og skal vente mange endnu, før hun kan komme med et fly hjem i sikkerhed.
- Der er ikke noget at gøre. Jeg tør simpelthen ikke at blive her, så det var en meget nem beslutning at tage, også selvom jeg selv skal betale for at komme hjem, siger hun.
Intet at gøre juridisk
Også på hoteller i det lille ferieparadis kan man mærke, at turisterne er meget chokeret over nattens forløb. Flere personer har valgt at lægge sig til at sove udenfor hotellet i frygt for, at det styrter sammen. Det er heller ikke alle steder, at der er vand på hotellerne.
Ekstra Bladet har tidligere i dag talt med Forbrugerrådet Tænk, og de fortæller, at det ikke er meget at gøre, hvis man er på et feriemål, der bliver ramt af jordskælv.
- Hvis du har købt en pakkerejse gennem et rejsebureau eller en anden udbyder, så har du ret til at hæve købet op til 14 dage før afrejse og få dine penge tilbage, hvis der opstår katastrofer på destinationen, som du ikke kendte til, da du købte rejsen. Hvis det er en rejse, du selv har arrangeret, så har du ingen rettigheder i forhold til afbestilling, fortæller Vibeke Myrtue Jensen, politisk rådgiver hos Forbrugerrådet Tænk med speciale i rejser, og fortsætter:
- Men det gælder kun, hvis Udenrigsministeriet fraråder rejser til Grækenland eller Tyrkiet, og det gør de ikke på nuværende tidspunkt, så der er ikke meget at gøre rent juridisk.