KOS, GRÆKENLAND (Ekstra Bladet): Torsdag aften var der liv og glade dage på den græske ferieø Kos. Men torsdag nat klokken 01.31 dansk tid blev den lille ø ramt af et voldsomt jordskælv, som er blevet målt til 6,7 på richterskalaen.
Sidste gang øen blev ramt var i 1933, og der blev store dele af byen ødelagt og siden genopbygget.
Nu skal borgerne i det græske ferieparadis igen i gang med oprydningsarbejdet efter den voldsomme oplevelse.
Flere steder rundt i byen blev smadret, da jorden rystede, heriblandt den lokale moske, der ligger i midten af øens 'hovestad', der også hedder Kos.
- Det er forfærdeligt, siger en turist, der går forbi moskeen, inden hun skynder sig videre.
Ved siden af den lokale moske, lå der også en lille cafe. De får ikke gæster det næste lange stykke tid, før det hele er opbygget igen.
Flere cafeejere i området går dagen derpå og prøver at danne sig et overblik over de store skader. Kos lever normalt af de mange unge turister, der kommer for at nyde ikke mindst solen, men også festerne og alkoholen. Derfor frygter en barejer, som Ekstra Bladet har talt med, også, at det her kommer til at have store konsekvenser for øens økonomi i højsæsonen.
Men ud over de mange steder, som er fuldstændigt ødelagt, så står mange bygninger stadig. Dog er der tydelige tegn på, at jordskælvet ramte hårdt. Flere steder rundt i byen - heriblandt på en af kirkerne - er murene revnet efter de voldsomme rystelser.
Ekstra Bladet talte sent fredag aften med en ældre mand, som ejer et af de mange supermarkeder i byen. Han ønsker ikke at stå frem med navn, men fortæller, at alle hans varer lå nede på gulvet efter jordskælvet.
- Alt fløj ned fra hylderne. Her er virkeligt kaos. Men jeg må jo bare i gang, siger den ældre herre, inden han endnu en gang tager kosten op og begynder at feje.
Han er nervøs for, hvor meget ødelæggelserne kommer til at koste i sidste ende. Ikke så meget i tid, men mere i kroner og øre.
- Det er særligt alkoholen, som vi tjener penge på, og der er blevet smadret virkeligt meget. Men vi må se om nogle dage, så har vi et større overblik, siger han, inden oprydningen fortsætter.
Også badebyen Bodrum i Tyrkiet blev ramt af jordskælvet - store dele af byen er også blevet smadret der.
To personer omkom som følge af jordskælvet, og over 200 blev såret - heriblandt en dansk turist.