Elever, lærere og ledere er blevet tilbudt krisehjælp, efter en 17-årig elev fra Egeskolen i Værløse mistede livet under en skoletur.
Det fortæller Tine Gram, der er velfærdsdirektør i Furesø Kommune.
- Vi er alle dybt, dybt berørte af ulykken, siger hun.
- Vores tanker og dybeste medfølelse går til pigens forældre og nærmeste familie. Det er frygtelig tragisk.
Den 17-årige var netop startet i 10. klasse og var sammen med 125 andre elever og lærere på introtur i Nordjylland. Her var de indlogeret på Danhostel i Fjerritslev, og mandag aften var 40 elever og fem voksne i svømmehallen i Idrætscenter Jammerbugt.
Det var her, den 17-årige skoleelev pludselig fundet livløs på bunden af det dybe bassin omkring klokken 21.30. Politiet formoder, hun har ligget der i nogle minutter, før hun blev reddet op af sine medstuderende.
17-årig skoleelev død i svømmehal
Det lykkedes ved hjælp af en hjertestarter at få en puls, og pigen blev fløjet til Aalborg Sygehus, men hendes liv stod ikke til at redde.
- Pigens forældre blev underrettet og kørt til hospitalet, hvor de var natten igennem, fortæller Tine Gram.
Klokken 4.59 blev pigen konstateret død.
- Elever, lærere og ledere er omgående blevet tilbudt krisehjælp og vil også blive tilbudt yderligere hjælp, når de vender tilbage til skolen, fortæller velfærdsdirektøren.
Introturen er blevet afbrudt, og alle elever og lærere er på vej hjem, tilføjer hun.
Det er endnu uvist, hvad der førte til, at den 17-årige pige endte på bunden af svømmehallen, men intet tyder på, at der er sket noget kriminelt. Der skal nu afholdes et ligsyn.