Stærk, receptpligtig medicin bliver handlet blandt elever på Next Vestskoven Gymnasium i Albertslund på Københavns Vestegn.
Det afslører en rundspørge, som Ekstra Bladet har foretaget blandt ti nuværende elever fra gymnasiet.
Samtlige elever bekræfter, at der sælges og købes piller af typen Dolol på skolens arealer.
Derudover har Ekstra Bladet talt med fire elever, der gik på gymnasiet i fjor. De bekræfter ligeledes, at Dolol var i omløb, da de havde deres daglige gang på skolen.
De nuværende og tidligere elever udtaler sig under betingelse af anonymitet. Ekstra Bladet kender deres identitet.
Dolol virker smertestillende og indeholder det omstridte præparat tramadol. Stoffet har tidligere fået misbrugscentre og smerteklinikker til at slå alarm, da det har vist sig, at stoffet er lige så afhængighedsskabende som morfinpræparater.
Ved kantine og toiletter
Flere af de elever, Ekstra Bladet har talt med, fortæller, at de stærke, receptpligtige piller handles ved kantinen, på toiletterne og andre steder på skolens areal, hvor der ikke er den store menneske-gennemstrømning.
Ifølge de studerende købes der udelukkende piller af typen 200 milligram, hvor én pille koster et sted mellem 30 og 50 kroner. På landets apoteker koster én pakke med 20 Dolol-piller 160,50 kroner og oveni tillægges et receptgebyr på 12,50 kroner - det svarer altså til, at den enkelte pille koster cirka 8,50 kroner på apoteket.
Tilbage på gymnasiet fortæller eleverne, at salget af pillerne er foregået over længere tid. Som minimum fra skoleåret, der begyndte i august 2020.
Artiklen fortsætter under billedet ...
To af de 14 elever, som Ekstra Bladet har talt med, tager selv pillerne. De fortæller, at sælgerne også har deres daglige gang på gymnasiet. Ifølge de to studerende sluger de pillerne for at opnå en afslappende effekt.
- Jeg tager dem (Dolol, red.) et par gange om ugen. Det kommer an på dagen. Jeg tager dem bare for at slappe af, for det er jo smertestillende piller, siger eleven til Ekstra Bladet.
Den anden bruger beretter, at adskillige elever på skolen indtager pillerne.
- Der er mange. Jeg har ikke lige tal på det. Men mange af dem, jeg kender, tager pillerne. Nogle tager dem hver dag, men jeg tager dem selv et par gange om ugen.
- Er du og dine venner ikke med til at sætte gang i kriminalitet, når I køber pillerne på skolen?
- Nej, det synes jeg ikke. Vi tager dem, fordi vi får stress. Vi gør det for os selv, ikke for andre.
De resterende 12 elever, som Ekstra Bladet har talt med, fortæller, at de hverken køber, sælger eller indtager de ulovlige piller. De tager skarp afstand fra tendensen.
- Jeg ved, at man kan få krampeanfald af pillerne. Det ved de (medstuderende, red.) også, og selvom de kender til konsekvenserne, tager de stadig pillerne. Det er slet ikke det værd, vurderer en elev.
- Det er synd, at man skal tage pillerne på skolen for at slappe af. Jeg synes, man skal vente til efter skoletid og holde pillerne væk fra gymnasiet, udtaler en anden elev.
Skaber afhængighed
Tramadol blev tilgængeligt i Danmark i marts 1993, hvor man mente, at præparatet var et effektiv middel mod smerter og samtidig minimalt vanedannende.
Denne beskrivelse har dog vist sig at være misvisende.
I 2017 løftede Lægemiddelstyrelsen sløret for en rapport med formodede bivirkninger ved tramadol. Ud af 830 indberetninger viste det sig, at 155 af dem omhandlende symptomer på afhængighed.
Trods risiko for afhængighed fortæller to elever til Ekstra Bladet, at de indtager pillerne med 200 milligram. Det er den højeste dosering, som man kan få pr. pille. Endvidere fortæller den ene elev, at han tidligere har slugt tre piller på én gang - altså 600 milligram - og her fik han krampeanfald. Denne episode fandt dog ikke sted på gymnasiet.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Ud over at være afhængighedsskabende er der flere bivirkninger ved stoffet som svimmelhed, hovedpine og træthed, og der advares stærkt imod at indtage alkohol, når pillerne sluges - alkohol forstærker nemlig midlets sløvende virkning.
Christina Frederiksen, afdelingsleder i information og rådgivning i Behandlingscenter Tjele, advarer på det kraftigste om afhængighed, hvis man fortsætter med at tage pillerne. Samtidig siger hun, at piller med høj dosis kan give alvorlige konsekvenser.
- Det kan være livstruende. Vi ved jo ikke, hvad vores krop har tolerance over for. Vi ved, at tolerancen stiger, når man har taget stoffet over et længere forløb. Så kan man tåle mere. Problemet er, at efter det ikke er lægeordineret, men noget, som de (eleverne, red). eksperimenterer med, er der en helbreds-livsrisiko, hver gang man indtager stoffet, siger hun til Ekstra Bladet.
Rektor ved ingenting
Ekstra Bladet har talt med rektor på Next Vestskoven Gymnasium, Trine Ladekarl Nelleman, der ikke har kendskab til salg og køb af de ulovlige piller på skolen. På nuværende tidspunkt har hun blot én kommentar til sagen.
- Eleverne skal henvises til mig med det samme, så vi kan jeg hjælpe dem. Andre kommentarer har jeg ikke, fastslår hun.
Ekstra Bladet har også spurgt rektoren om, hvorfor hun ikke har kendskab til salget af piller på gymnasiets område. Ifølge rektoren har hun ikke kendt til problematikken.
Ekstra Bladet har siden skrevet til rektoren for at spørge, om hun ønsker at kommentere sagen yderligere. Avisens henvendelse er på nuværende tidspunkt ikke blevet besvaret.