Emilie bisat: – Der findes ikke ord

19-årig blev kørt ihjel af vanvidsbilist efter sankthansfest - lørdag tog familien afsked med den livsglade teenager fra Amager

Emilie Hansens liv blevet taget bort alt for brat og alt for brutalt, sagde præsten. Her lægger hendes mor en rose på kisten. Foto: Henning Hjorth
Emilie Hansens liv blevet taget bort alt for brat og alt for brutalt, sagde præsten. Her lægger hendes mor en rose på kisten. Foto: Henning Hjorth

– Vi skulle slet ikke være her. Vi skulle være alle andre steder. I gang med en glad, solrig, livsbekræftende weekend. I unge mennesker i gang med at gøre klar til i aften. En aften med latter, sang og dans. Det er meget langt væk lige nu.

Himlen var grå, og regnen væltede ned, da sognepræst Elizabeth Laursen lørdag i Vor Frelsers Kirke forsøgte at indgyde 300 mennesker i dyb sorg en form for håb og mening.

Mening med livet, efter at 19-årige Emilie Hansen fra Amager på brutal vis blev frarøvet sit efter sankthansfest på Islands Brygge. Hun blev ifølge politiet natten til 24. juni ramt af en bil, der kørte over for rødt med 100 kilometer i timen i krydset mellem Englandsvej, Sundholmsvej og Torben Oxes Allé. Gerningsmanden stak af - ifølge sigtelsen sammen med og efter fælles forståelse med tre andre.

– Det er så urimeligt og meningsløst, at der ikke findes ord for det, sagde sognepræsten, som ikke lagde skjul på, at Emilie Hansens familie og venner udover afmagt smerte og sorg også føler vrede. En vrede, som hun bad forsamlingen om ikke at lade overskygge glæden og kærligheden over at have kendt Emilie Hansen.

Emilie Hansen var en glad pige med livet foran sig. Foto: PRIVAT
Emilie Hansen var en glad pige med livet foran sig. Foto: PRIVAT
 

Fest og nye tatoveringer
Kun i de øjeblikke, hvor talen faldt på teenagerens høje humør, livsglæde og evne til at favne andre mennesker, lyste de sorgfulde ansigter i det imponerende kirkerum op.

Den festlige, målrettede unge kvinde, der var storesøster til Mathilde, som hun tog med i Field’s og hyggede med på pigeværelset. Datteren, der var så tæt på sin unge mor, Channie Rasmussen, at de nærmest var pseudosøstre. Steddatteren, der aldrig fik nej, når hun ringede til Daniel og bad ham køre forbi McDonalds på vej hjem. Vennerne, som hun elskede at tonse rundt med i haveforeningen i Kongelunden.

– Hun favnede alle mennesker, var altid klar til en joke og spilopper, fest og nye tatoveringer, sagde Elizabeth Laursen om den unge kvinde, der boede hjemme hos sin mor og stedfar og næste sommer skulle have haft sin studenterhue.

Ansigter fulde af sorg, afmagt og uforstand over, hvad der overgik Emilie Hansen. Foto: Henning Hjorth
Ansigter fulde af sorg, afmagt og uforstand over, hvad der overgik Emilie Hansen. Foto: Henning Hjorth
 

Lev lidt mere for Emilie
Hendes mor delte forleden en dårlig samvittighed med sognepræsten.

– Når hun kommer til at høre et stykke musik, se fjernsyn eller sætter tankerne om det, der er sket, på pause, lød det fra Elizabeth Laursen.

– Hvad ville Emilie have sagt?, spurgte præsten nu, før hun selv svarede:

– Mor, du skal leve dit liv med glæde. Du har gjort alt, hvad du kunne og gjort mig til den, jeg er, fortsatte sognepræsten, før hun opfordrede Emilie Hansens familie og venner til at leve livet videre i den afdøde teenagers ånd.

– Danse en ekstra dans, synge en ekstra sang, drikke et ekstra glas vin, spise et ekstra stykke kage. Leve lidt mere for Emilie.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

’Du gjorde mig til mere, end jeg var’

Vor Frelses Kirke var godt fyldt op med især unge mennesker, der tog afsked med Emilie Hansen. Foto: Henning Hjorth
Vor Frelses Kirke var godt fyldt op med især unge mennesker, der tog afsked med Emilie Hansen. Foto: Henning Hjorth

Channie Rasmussen havde bedt sognepræsten om at læse nogle ord højt, som hun synes udtrykker hendes følelser for Emilie.

’Jeg ved godt, at din og vores verden om lidt bliver udvidet og forandret for evigt. Men vid, at min kærlighed til dig aldrig formindskes. Du vil altid være min førstefødte. Lærte mig om kærlighed uden betingelser eller grænser. Du gjorde mig til mere, end jeg var. Du gjorde mig til mor. Og for det er jeg evigt taknemmelig og elsker dig’.

Det gør formentlig alle, der var mødt op for at ære Emilie Hansens minde i den prægtige barokkirke på Christianshavn. De fleste fremmødte var unge mennesker.

23-årig fængslet

En 23-årig mand blev fredag 25. juni varetægtsfængslet i 27 dage, sigtet for uagtsomt manddrab. Derudover er han sigtet for at flygte fra kvinden, der var 'i øjensynlig livsfare, idet sigtede undkørte fra uheldsstedet og undlod at yde hjælp til Emilie Hansen'.

Ifølge politiet var han sammen med tre andre, som sammen med ham besluttede, at man skulle efterlade den livsfarligt kvæstede kvinde.

Alle nægter sig skyldige.

Efter jordpåkastelsen opfordrede præsten dem, der havde lyst, til at skrive på kisten med tusser, som menigheden havde sørget for.

Udsmykket med personlige hilsner til Emilie Hansen blev den til sidst båret ud i rustvognen med et bugnende blomsterbjerg. Det voksede med adskillige røde roser, som blev lagt ovenpå, mens tårerne trak render på fortvivlede ansigter og regnen fortsat silede.

Emilie Hansens lillesøster lod sig suge ind i sin mors favn, og mange blev stående, længe efter at rustvognen var kørt.

Det var som om, sommeren var på pause, mens op mod 300 mennesker sagde farvel til trafikdræbte Emilie Hansen. Foto: Henning Hjorth
Det var som om, sommeren var på pause, mens op mod 300 mennesker sagde farvel til trafikdræbte Emilie Hansen. Foto: Henning Hjorth
Foto: Henning Hjorth
Foto: Henning Hjorth
Foto: Henning Hjorth
Foto: Henning Hjorth