En 64-årig mand er død ved en brand i en lejlighed i Brande. Det er husets beboer, der er fundet død i stuen.
Det fortæller Jens Claumarch, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
- Det var nogle forbipasserende, som så, at der var ild i huset.
- Brandvæsenet finder efterfølgende manden i stuen, siger han.
Politiet regner ikke med, at der er sket en forbrydelse, men der skal laves brandtekniske undersøgelser af stedet.
Mandag morgen blev en 84-årig kvinde fundet død efter en brand i sit eget hus i Ikast.
Politiet regner ikke med, at de to brande har noget med hinanden at gøre.