En person blev dræbt og syv såret i et masseskyderi onsdag eftermiddag i Seattle i USA.
Siden er tre mistænkte gerningsmænd blevet eftersøgt af politiet, og nu er den ene blevet anholdt.
Det skriver Seattle Times.
Mindst en person meldes dræbt i masseskyderi i Seattle
Skyderiet fandt sted i krydset mellem Third Avenue og Pine Street sent onsdag eftermiddag i den store by, og nu kan byens borgmester, Jenny Durkan, fortælle, at en af gerningsmændene er anholdt.
Borgmesteren udtrykker desuden sine kondolencer over for ofret og de såredes familier, hvoraf den ene er en blot ni år gammel dreng.
- Ingen i vores by eller land skal gå ud af en café eller stige på en bus med frygt for vold, siger hun på et pressemøde torsdag eftermiddag.
Tidligere torsdag meldte det lokale politi ud, at man efterlyste to personer - Marquise Latrelle Tolbert og William Ray Tolliver - for skyderiet. De er begge 24 år gamle.
Chef for politiet i Seattle, Carmen Best, fortalte, at skyderiet fandt sted ud for en McDonalds efter en uenighed. Der er ingen meldinger om, hvad uenigheden omhandlede.
Personen som nu er blevet arresteret havde befundet sig på Harborview Medical Center, hvor de var i behandling for skudsår. Personen blev anholdt på adressen for ulovlig våbenbesiddelse.
Skyderiet var det tredje i indre by i Seattle på blot 24 timer. Politiet har derfor nu oprettet mobile politistationer, som stilles op i indre by for at sætte en stopper for kriminaliteten.