En død og en alvorligt såret efter lavine

Et ski-område i det nordlige Californien er fredag morgen lokal tid blevet ramt af en lavine

Politiet er til stede i et ski-område i Placer County i det nordlige Californien, efter en lavine ramte området omkring klokken 10 lokal tid fredag.

Det skriver AP på baggrund af et tweet fra de lokale politimyndigheder.

Torsdag passerede en storm gennem området, og her faldt mellem 30 og 60 centimeter sne nær ski-området, som hedder Squaw Valley-Alpine Meadows og ligger i Squaw Valley.

- Placer County Sheriffs betjente er i øjeblikket ude ved en lavine, som ramte Alpine Meadows i morges. Redningsmandskaber er ligeleddes til stede, da der er flere savnede personer, skrev det lokale politi på Twitter tidligere fredag.

Kort tid senere oplyser politiet, at en person er fundet død og en anden er alvorligt tilskadekommen. Begge personer er ifølge AP mænd.

Herefter blev eftersøgningen indstillet, da man har konkluderet, at der ikke var flere ofre.

The Sierra Avalanche Center, som overvåger lavinefarer i området, sendte en advarsel ud tidligere fredag. Her skrev de, at der var en 'høj usikkerhed i forhold til snedækkets stabilitet nær og under trælinjen'.

Centeret overvåger hele området omkring Lake Tahoe, hvor det pågældende ski-område ligger.

I 1982 ramte en lavine det samme område, og her blev syv personer dræbt. Flere af dem var ansatte på stedet.