En 19-årig studerende er død af et skudsår i forbindelse med en demonstration i Venezuelas hovedstad, Caracas.
Det oplyser sikkerhedskilder til Reuters.
Demonstranter, der er imod præsident Nicolás Maduro og hans regering, er stødt sammen med kampklædt politi. Det er sket, efter at de forsøgte at komme ind i den centrale del af Caracas.
Politiet affyrer tåregas som svar på en byge af sten, demonstranterne har kastet mod betjente.
Den 19-årige studerende, som er dræbt i forbindelse med demonstrationerne, blev hårdt såret af et skud i hovedet.
Flere øjenvidner siger, at skuddet blev affyret af bevæbnede mænd på motorcykler. Mændene smed også tåregas mod en gruppe demonstranter.
Det er oppositionen, der har indkaldt til onsdagens protest. Den ventes at blive en af de større, landet har oplevet i de seneste uger.
Samtidig har præsident Maduro opfordret både militæret, militser og sine øvrige støtter til at gå på gaden og forsvare den socialistiske "revolution", som hans forgænger, den karismatiske Hugo Chávez, indledte i 1999.
- Tiden er inde til at gå i kamp, sagde præsidenten.
Situationen i Venezuela har længe været højspændt. Den nærmest eksploderede, da landets højesteret for få uger siden besluttede at overdrage mere magt til sig selv og fjerne parlamentarikeres immunitet.
Det fik oppositionen til at beskylde præsident Maduro for at bruge domstolen til at gennemføre et kup og indføre diktatur.
Beslutningen blev omgjort, men mange venezuelanere er rasende over Maduro-styret.
- Vi må sætte en stopper for dette diktatur. Vi har fået nok. Vi vil have valg for at få Maduro ud, for han er i gang med at ødelægge landet, siger 54-årige Ingrid Chacon, som er en af de mange demonstranter i Caracas onsdag.
De seneste to ugers voldelige demonstrationer har kostet mindst fem mennesker livet. Over 200 er anholdt.