Opdateret klokken 09.03 Politiet arbejder fortsat intensivt på stedet. Teknikere i blå kitler er til stede i en baggård, oplyser Ekstra Bladets mand i Valby. En person er kørt væk i en ligpose på en båre.
En person er dræbt, og flere er bragt på hospitalet efter et voldsomt knivstikkeri i Valby i København natten til mandag.
Det bekræfter Københavns Politi på Twitter.
- En person er afgået ved døden efter slagsmål og knivstikkeri på Carl Th. Dreyers vej i Valby i nat. De pårørende er underrettet, skriver politiet.
Foruden den dræbte er yderligere tre såret, fremgår det af tweetet. Ingen af dem er i kritisk tilstand.
Ifølge Ekstra Bladets mand på stedet er politiet i gang med en intensiv undersøgelse i en baggård, hvor knivstikkeriet angiveligt er foregået. Her er en person blevet kørt væk i en ligpose på en båre, som bliver kørt væk i en rustvogn.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Ingen anholdte
Politiet modtog anmeldelsen om et større slagsmål i Valby klokken 0.40.
Herefter fortalte vagtchef Henrik Svejstrup, at man endnu ikke havde nogen anholdte.
Vagtchefen forklarede, at politiet blandt andet har sat hundepatruljer ind for at sikre tekniske spor.
Ifølge Ekstra Bladets mand på stedet har politiet afspærret et større område.
- De har spærret Valby Langgade af ved Valby Station og op omkring Akacieparken, siger han.
Ekstra Bladet følger sagen …