Det var noget af et syn, beboerne i Kettinge mødte, da en rustvogn bragede ind i en baghave tirsdag eftermiddag.
Rustvognen var med fuld last, da uheldet skete, og var på vej til kapellet på Nykøbing F. Sygehus, oplyser Folketidende.
Ramte en modkørende
Den 60-årige kvinde, som kørte i rustvognen, var på vej i nordlig retning ad Fuglsangvej i Kettinge, da uheldet skete. Hun mødte nemlig en 42-årig kvinde, som var på vej i sydlig retning på samme vej.
- Af ukendte årsager kører hun (den 60-årige kvinde, red.) over i den modsatte vejbane, hvor hun rammer en modkørende bilist, der er på vej sydpå. Den 42-årige bilist undviger ud i rabatten for at undgå et frontalt sammenstød, siger vagtchefen Lars Denholt hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Totalskadet
Ikke nok med sammenstødet, så fortæller Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis vagtchef Lars Denholt:
- Rustvognen fortsætter så på tværs af vejbanen og ind i en have, hvor bilen holder stille.
Hverken den 60-årige eller den 42-årige kom til skade ved uheldet.
Vognmand Nils Laurits Jensen, som den 60-årige kørte for, fortæller, at rustvognen er totalskadet efter uheldet.