Enkes juletyv fanget med koben i rygsækken

- Det var chokerende at komme hjem julenat, siger tyvens offer, en 62-årig enke

En smadret rude og en gennemrodet lejlighed mødte en 62-årig enke, da hun kom hjem julenat. (arkivfoto: Thomas Borberg/Polfoto)
En smadret rude og en gennemrodet lejlighed mødte en 62-årig enke, da hun kom hjem julenat. (arkivfoto: Thomas Borberg/Polfoto)

Mens en 62-årig enke fejrede jul hos sin niece, blev hendes lejlighed i Ragnhildsgade på Østerbro i København plyndret af en juletyv.

Hun kom hjem kort før midnat, og fandt ruden til spisestuen smadret. En stor potteplante lå på gulvet og skufferne var tømt, blandt andet for 200 euro, hendes afdøde mands høreapparat og hans dankort.

Samtidigt som hun ringede til politiet, klappede håndjernene om en 18-årig mand fra Mjølnerparken på Nørrebro, som politiets særlige indbrudspatrulje fattede mistanke til på Tagensvej.

Tyveknægte er glade for julen - her er der op til fire gange så mange indbrud.
(Foto: Andreas Szlavik) Krimi Juleindbrud: Her er tallene fra din politikreds

I sin rygsæk havde han et koben og en lommelygte. I bukselommen et par håndværkerhandsker, og så havde han flere tyvekoster fra lejligheden i Ragnhildsgade på sig.

Men en iPad og et kamera stjålet hos den 62-årige var tilsyneladende allerede afsat.

- Vi gik bare rundt
I dag blev den 18-årige varetægtsfængslet i Københavns dommervagt i 18 dage. Han har to domme i bagagen, senest en dom fra 27. oktober ved retten i Lyngby for indbrud på fire måneders fængsel, hvor de tre måneder blev gjort betinget.

Dommeren mente, at der var risiko for, at den 18-årige på fri fod ville fortsætte med at begå indbrud. Så han blev sendt i Vestre Fængsel foreløbig til den 12. januar. Han virkede ret ligeglad, da politiet førte ham ud af dommervagten.

- Hvorfor går du rundt juleaften med en rygsæk med et koben og en lommelygte?, spurgte anklager Erik Hjelm.

- Jeg var bare sammen med vennerne. Vi gik rundt omkring Mjølnerparken. Jeg holdt bare tasken for en anden, sagde den 18-årige, der nægtede sig skyldig og hævdede, han ikke havde været i nærheden af Ragnhildsgade.

Hans Olesen fik afbrudt sin jul af en indbrudstyv hos naboen (Foto: privat) Krimi Indbrud juleaften: Hans jagtede naboens tyv

Tyvekosterne fra lejligheden, blandt andet kontanter, et dankort og et kørekort, der tilhørte den 62-årige kvindes afdøde mand, havde den 18-årige i lommerne. Men det var også bare ting, han passede på for en kammerat, som han ikke ville sige, hvem var.

Politiet omringet af unge
Politiets indbrudspatrulje fik mistanke til den 18-årige, da han sammen med en yngre kammerat kom ud fra en kiosk på Tagensvej. Straks politiet stoppede de to unge, myldrede det frem med unge mænd fra området ved Mjølnerparken, så politipatruljen måtte have hurtig assistance.

Den yngste af de anholdte var under 18 og havde ingen kriminel fortid af betydning, så han blev løsladt julenat, mens den 18-årige blev fremstillet i grundlovsforhøret i dommervagten.

I dommervagten fortalte den 18-årige, at han ikke går i skole eller har arbejde. Han bor hjemme hos forældrene i Mjølnerparken og får lommepenge

Den 8. maj 2013 fik han fire måneders fængsel, heraf tre betinget, for røveri, vidne-trusler og indbrud. Den 27. oktober i år fik han igen fire måneders fængsel med tre måneder betinget for indbrud.

- Han har ikke rettet ind og er stoppet med at begå kriminalitet. Han har fået to chancer, og der er begrundet mistanke om, at han var på tyvetogt juleaften. Så nu må han tåle at blive varetægtsfængslet, sagde anklager Erik Hjelm i dommervagten.

Offer: - Turde ikke sove
Indbruddet i Ragnhildsgade hos den 62-årige er foreløbig et af de meget få jule-indbrud, som er blevet opklaret:

- Jeg er virkelig glad for, at de er anholdt. Jeg har allerede fået mine penge og mine nøgler tilbage af politiet. Det var min afdøde mands nøgler, som de også havde taget. Jeg vidste ikke, om jeg turde gå i seng i nat, når nu nøglerne til lejligheden var ude at svømme, siger den 62-årige enke, som ikke ønsker sit navn frem, til Ekstra Bladet.

- Det var chokerende at komme hjem. Der var glasskår overalt og karmen til ruden var også brækket i stykker. Det må have larmet meget, men måske var de andre beboere i opgangen heller ikke hjemme, siger den 62-årige.

Hun havde allerede bange anelser, da hun tog hjemmefra om eftermiddagen. Hun tændte lys i lejligheden, men slukkede det igen af frygt for brand. Derfor var lejligheden mørk.

- Men sidste år holdt jeg jul i Rom, og dengang skete der ikke noget, siger den 62-årige, som nu vil få sikret sin lejlighed bedre. Måske med nye låse, så tyvene ikke blot kan gå ud gennem entredøren, som de gjorde juleaften.

Blot en halv time efter at den 62-årige havde ringet til politiet, kom betjentene fra Bellahøj politi og ledte efter spor, og de kunne også fortælle, at der var anholdt to mistænkte.

Politiet skal nu efterforske om den 18-årige kan sættes i forbindelse med andre indbrud juleaften.

Hans mobiltelefon er beslaglagt og skal undersøges, så hans færden kan kortlægges, og politiet har også taget hans sko, som skal sammenlignes med sål-aftryk fra gerningssteder.

Tyveknægte er glade for julen - her er der op til fire gange så mange indbrud.
(Foto: Andreas Szlavik) Krimi Tyveknægtenes fest: Vi er for dårlige til at sikre os

1 af 2 Et koben og en lommelygte lå i den 18-åriges rygsæk, da han blev anholdt. (arkivfoto: PERJESI NICOLAI/Polfoto)
2 af 2 En smadret rude og en gennemrodet lejlighed mødte en 62-årig enke, da hun kom hjem julenat. (arkivfoto: Thomas Borberg/Polfoto)