Er det dit hjem? Tyven er måske på vej

Politiet efterforsker designer-indbrud og vil gerne i kontakt med beboerne i dette ukendte hjem

Hvem bor her?, spørger politiet i Syd- og Sønderjylland.
Hvem bor her?, spørger politiet i Syd- og Sønderjylland.

Er det her din spisestue ? Så kontakt venligst politiet.

Under efterforskningen af en sag om designer-indbrud har politiet ved en ransagning fundet dette billede med fire dyre Wegner Y-stole omkring et spisebord.

Politiet har mistanke om, at billedet enten er taget på et gerningssted for et indbrud, eller for eksempel hentet fra en ejendomsmægler-annonce, fordi en tyv planlægger at begå indbrud i huset.

Men billedet kan også være brugt til at sælge stjålne Y-stole, som er et eftertragtet bytte blandt indbrudstyve, siger Stefan Juhl, Syd- og Sønderjyllands politi til Ekstra Bladet.

- Hvis man fotograferer fire Y-stole i en kælder og lægger billedet på nettet ser det mere mistænkeligt ud end hvis stolene står omkring et spisebord som på billedet, siger Stefan Juhl.

Fandt også et smykke
- Vi har mange indbrud i øjeblikket og også en lang liste over gerningssteder, hvor der er stjålet Wegner-stole. Men huset eller lejligheden på billedet har vi endnu ikke kunnet identificere, forklarer Stefan Juhl.

Politiet vil derfor gerne høre fra den familie, som bor i det ukendte hjem, for at få opklaret om familien allerede har været udsat for indbrud eller for at forhindre, at det sker.

Efterforskningen i 'stole-sagen' hænger sammen med fundet af flere smykker, der også dukkede op under ransagningen. Politiet vil gerne have identificeret det gerningssted, hvor smykkerne er stjålet.

Du kan se den ene smykke herunder. Politiet i Syd- og Sønderjylland kan kontaktes på 114 og du kan se resten af smykkerne her.

Under ransagningen, hvor billedet af det ukendte hjem blev fundet, fandt politiet også dette smykke, men politiet ved ikke, hvor det er stjålet.
Under ransagningen, hvor billedet af det ukendte hjem blev fundet, fandt politiet også dette smykke, men politiet ved ikke, hvor det er stjålet.

Få råd til, hvordan du kan undgå ubudne gæster i hjemmet her.