Erdogan i voldsomt angreb på USA: I støttede Islamisk Stat

Kurdiske militser og Islamisk Stat er blevet hjulpet af de amerikanske styrker, hævder Tyrkiets præsident

Foto: AP
Foto: AP

Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan retter nu en voldsom anklage mod USA.

Det skriver flere internationale medier - heriblandt Sky News.

Recep Tayyip Erdogan hævder tirsdag, at en amerikansk koalitionen i Syrien har støttet Islamisk Stat og kurdiske militser.

- De beskyldte os for at støtte Daesh (Islamisk Stat red.), men nu giver de selv støtte til Daesh, YPG (Kurdernes People Protection Unit red.) og PYD (Democratic Union Party Syria red.). Det er helt klart, og vi har beviser med billeder og videoer, siger han på en pressemeddelse.

Samtidig oplyser han, at han ikke mener, koalitionen lever op til løftet om at bekæmpe den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat.

Sammen med en række andre lande støtter Danmark også den amerikanske koalition i Irak og Syrien.

Luftangreb
Tyrkiet kom mandag med en opfordring til den internationale koalition om at deltage i luftangreb i byen al-Bab i det nordlige Syrien.

Al-Bab er en af Islamisk Stats bastioner.

- Den internationale koalition må udføre sine pligter med luftstøtte i kampen, vi lige nu kæmper om al-Bab. Det er uacceptabelt ikke at yde den nødvendige støtte, sagde en talsmand for Erdogan mandag.

Ruslands udenrigsministerium har tirsdag meddelt, at den syriske regering og den syriske opposition fører forhandlinger om et muligt fredsmøde i Kasakhstan.

Ifølge Ruslands præsident, Vladimir Putin, er næste skridt i Syrien en landsomfattende våbenhvile. Han har antydet, at man bør bevæge sig mod en politisk løsning i landet.