En advokat er torsdag blevet frifundet af Retten i Roskilde i en straffesag.
Han var tiltalt for læk af oplysninger fra henholdsvis et lukket retsmøde og en afhøring i forbindelse med en drabssag i 2020.
Sagen mod juristen, der har mange års erfaring, har været udsat et par gange, før den endelig kunne blive behandlet torsdag.
I tiltalen var der en påstand om, at han også skulle frakendes muligheden for at virke som forsvarer i en periode.
Blandt andet af den grund har den nu frifundne tidligere luftet sin utilfredshed med sagens langsommelige gang i retssystemet. Det skete i et retsmøde i juni sidste år, hvor der skete udsættelse, fordi drabssagen endnu ikke havde været for retten.
- For mig er denne sag en stor belastning. Specielt på grund af påstanden om rettighedsfrakendelse, sagde han og forlangte en undskyldning fra anklagemyndigheden.
Tiltalen handlede om, at advokaten i to tilfælde i sommeren 2020 skulle have videregivet fortrolige oplysninger til familiemedlemmer til den drabssigtede..
I marts 2021 besluttede anklagemyndigheden at rejse tiltale. Men først efter mere end et år senere er sagen nu afgjort.
I retsmødet torsdag bad anklageren, Susanne Bluhm, om en straf på 30 dages fængsel, som skulle gøres betinget. Hun krævede desuden en rettighedsfrakendelse, oplyser hun.
Men retten har altså fulgt opfordringen fra den tiltaltes forsvarer, advokat Kristian Mølgaard, om at frifinde advokaten.
- Det er efter min bedste opfattelse en helt nødvendig og rigtig frifindelse. Sagen har været baseret på nogle fortolkninger, som der efter min opfattelse ikke har været belæg for at foretage, siger Kristian Mølgaard.
Under sagen har han været beskyttet af navneforbud.