16 tons, dagens akkord. Sådan lyder en gammel blues-traver. Og det er ikke umuligt, at tyske toldere nynnede den melodi, da de 12. februar i år slog til i Hamburgs containerhavn.
Her havde man fattet mistanke til fem containere afsendt fra Paraguay. Derfor var de fem containere blevet sendt til digital gennemlysning, hvor man fastslog, at ladning ikke var 'kosher'.
Det skriver det tyske toldmyndigheder i en pressemeddelelse.
Derfor gik man skridtet videre og åbnede containerne, der officielt var ladet med spartelmasse. Massen var pakket ned i blikdåser, og det viste sig at der skjult i dåserne var betragtelige mængder kokain - 16 tons i alt. Hvilket i følge de tyske told-myndigheder foreløbigt er europæisk rekord for et enkeltstående fund.
Narkoen var i følge de tyske myndigheder fordelt på lidt over 1700 dåser med godt ni kilo i hver dåse.
I første omgang kørte de tyske myndigheder sagen under offentlighedens radar, og den videre efterforskning førte til, at man søndag i forgangne uge i havnen i belgiske Antwerpen kunne konfiskere yderligere godt syv tons kokain. Dermed kom det samlede beslag op på 23 tons narkotika.
Det var først i sidste uge, at man gik ud med nyheden om det store narkofund.
I pressemeddelelsen fra onsdag i forgangne uge beskrives det endvidere, at en 28-årige mand bosiddende i hollandske Vlaaringen nu er anholdt og sigtet i sagen. Han mistænkes for at være ansvarlig for indsmuglingen af de 23 tons kokain.
Sagen er fortsat under efterforskning.
Avisen Berliner Morgenpost beskriver en stigning af kokain-beslag i de nordeuropæiske havne. I 2020 blev godt 40 tons kokain beslaglagt samlet hen over året, hvilket er en stigning i forhold til året før.