En 19-årig somalier, der er sigtet for at være deltager ved det voldsomme skyderi ved indkøbscenteret Field’s i marts, er stukket af fra sin varetægtsfængsling.
Det bekræfter efterforskningsleder, Steffen Th. Steffensen, Københavns Politi overfor Ekstra Bladet.
Den 19-årige sad varetægtsfængslet i arresten i Jyderup Statsfængsel, og her lykkedes det ham at flygte via et hul i loftet. Det skete 25. april.
- Vi opfordrer ham til at melde sig selv. Hvis han ikke gør det, så overvejer vi at efterlyse ham offentligt, siger Steffen Th. Steffensen.
Skyderiet i Field’s, der ligger på Amager, skete om eftermiddagen 18. marts. Her udkæmpede to grupperinger et veritabelt slag midt i indkøbscentrets åbningstid.
To figurer blev ramt, da der i p-kælderen blev affyret skud. En person blev skudt i armen, mens en anden blev ramt i ryggen.
Men opgøret udspandt sig også i resten af Field’s hvor grupperne jagtede hinanden med slagvåben.
I alt er otte unge mænd i alderen fra 17 til 26 år anholdt. En af dem er den 19-årige, der nu er stukket af.
Ifølge oplysninger til Ekstra Bladet var bandeslaget i Field’s udløber af et skyderi 12. marts i Herlev. Her blev en 21-årig mand med indvandrerrødder ramt af skud ved boligområdet Persillehaven. Med i bilen var også andre personer, som dog ikke blev ramt.