Fængslet for med vilje at påkøre mand

Østjyllands Politi mener, at 24-årig mand bevidst kørte op på fortov og ind i 22-årig mand i Aarhus

En 24-årig mand fra Odense blev onsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger for bevidst at have påkørt en 22-årig mand i midten af Aarhus for knap tre uger siden.

Den 22-årige blev ramt af en bil i Ceres-krydset i centrum Aarhus lørdag 19. august om eftermiddagen, da han gik på fortovet. Ved påkørslen pådrog han sig lettere skader og mindre hovedlæsioner, som han skulle behandles for.

Bilen kørte fra stedet og blev senere fundet med knust forrude.

Den 24-årige mand blev anholdt i går aftes og sigtet for grov vold. Han blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus i dag klokken 11.00.

Nægter sig skyldig

Den 24-årige nægter sig skyldig. Han kærede dog ikke kendelsen om varetægtsfængsling. 

Fremstillingen i grundlovsforhør foregik for lukkede døre for pressen og offentligheden, og derfor har Østjyllands Politi ikke yderligere oplysninger om sagen.

Således har Ekstra Bladet foreløbig ikke kunnet få svar på, hvorvidt påkørslen har relation til den verserende bandekonflikt i Aarhus, eller hvad der førte Østjyllands Politi på sporet af den 24-årige forud for anholdelse i aftes op mod tre uger efter påkørslen.