Fængslet: Fynsk far og søn dømt for omfattende cyberangreb

De er dømt efter en sjælden paragraf

Foto: Kacper Pempel/Ritzau Scanpix
Foto: Kacper Pempel/Ritzau Scanpix

Det var britisk og hollandsk politi der afslørede, hvordan en far og søn fra Fyn systematisk udøvede cyberangreb på en række danske virksomheder.

Det skriver Fyens.dk.

Faren på 60 år og sønnen på 31 år blev i Retten i Odense dømt for at bombardere otte danske virksomheder med mails, så virksomhedernes hjemmesider blev lagt ned. Angrebene varede op til 20 minutter ad gangen, hvor de respektive virksomheder modtog op til 5000 forskellige mails på meget kort tid.

Dømt efter sjælden paragraf
Faren og sønnen blev dømt efter en yderst sjælden paragraf i straffeloven, som betegnes som rådighedshindring, hvilket kan give alt mellem en bøde og to års fængsel.

Sagen går tilbage til efteråret 2017 og frem til foråret 2018, hvor britisk og hollandsk politi lukkede en hjemmeside, hvorpå man kunne bestille et cyberangreb på en konkurrents hjemmeside, med det formål, at kapre konkurrentens kunder. Det var i den forbindelse, at politiet opsnappede farens og sønnens ip-adresser, og rettede henvendelse til dansk politi.

Det vides dog ikke, om det var farens og sønnens hensigt at kapre nye kunder fra konkurrenter, selvom flere af de otte virksomheder er i samme branche. Desuden havde faren, som er førtidspensionist, selv været udbyder på en hjemmeside, der tilbød ekstra meget data-kapacitet til kunder med et sådant ønske.

Både faren og sønnen nægtede at have foretaget nogle cyberangreb, men blev alligevel idømt tre måneders fængsel, hvoraf de to af dem var betinget. Derfor skal de kun afsone en måned af den samlede straf.