De tre personer, der er sigtet for drabet begået 22. december foran Randers Regnskov, er netop blevet varetægtsfængslet i fire uger. Det besluttede dommer Lene Hjerrild, da de tre blev fremstillet i grundlovsforhør i retssal G ved Retten i Randers i dag.
Der er tale om en 19-årig mand, en 38-årig kvinde og en 36-årig mand. Alle har adresse i Aalborg. De er alle tre sigtet for drab eller medvirken til drab og for ulovlig våbenbesiddelse.
Alle tre nægtede sig skyldig i drabet. Den 36-årige mand erkendte dog forholdet om ulovlig våbenbesiddelse.
Den 19-årige mand kærede kendelsen om varetægtsfængsling. Den 38-årige kvinde og den 36-årige mand kærede ikke.
Forbrydelsen skete ved 23.30-tiden 22. december. Forbipasserende fandt en 30-årig mand liggende død på Tørvebryggen 1 i Randers.
I forbindelse med efterforskningen ledte politiet efter overvågningsbilleder fra en nærliggende McDonalds, men hurtigt fattede betjentene stor interesse for de tre nu varetægtsfængslede.
Anholdt i Tyskland juleaftensdag
Alle tre blev efterlyst med billede, og andre lande fik orientering om sagen. I Tyskland blev trioen set til fods i det indre Flensborg, hvor de steg ind i en Opel med hollandske nummerplader. I bilen sad to andre personer.
Uden stor dramatik blev de tre anholdt på motorvejen, hvorefter de blev frihedsberøvet.
Mandag blev de så udleveret til Danmark, men hvad de nærmere har sagt om sagen vides ikke. Grundlovsforhøret er foregået bag lukkede døre.
Ved 36-årige Ms ankomst til retsmødet i formiddag gav han først et kammeratligt klap på skulderen til 19-årige J, hvorefter han i rask gang fortsatte hen til sin kæreste, den 38-årige P, og gav hende et kys på panden.
Skudt fra klos hold
Ifølge Østjyllands Politi sigtes de tre for i forening og efter forudgående aftale at have dræbt den 30-årige mand med et skud i offerets højre øje 22. december klokken 23.29 på parkeringspladsen foran den kendte turistattraktion Randers Regnskov i centrum af den kronjyske by.
Det dræbende skud skete ifølge anklager Birgitte Ernsts oplæsning af sigtelsen fra klos hold.
Politiet har tidligere bekræftet, at den 30-årige havde aftalt mødet med de tre nu drabssigtede, men siden anholdelsen af trioen i Neumünster i Tyskland har dansk politi været sparsomme med oplysninger om motiv og mulige relationer mellem de involverede.
- Det er fortsat vores formodning, at drabet er relateret til et internt opgør i det kriminelle miljø, men derudover holder vi stadig kortene lidt tæt til kroppen, da vi ikke vil spænde ben for den omfattende efterforskning, vi fortsat er i gang med, siger efterforskningsleder René Raffo ved Østjyllands Politi.