Fængslet: Truede med at bombe Amalienborg

En 45-årig nordjyde er fængslet for at sende trusselbreve til politiet

Foto: Philip Davali
Foto: Philip Davali

En 45-årig nordjyde er i dag blevet varetægtsfængslet i fire uger for at true med at sprænge Amalienborg i luften.

Det oplyser anklager Thomas Klingenberg til Ekstra Bladet.

Den 45-årige havde sendt et brev til politistationen på Københavns Hovedbanegård, hvori der stod, at han 'ville sprænge Amalienborg i 1000 stykker med en bombe, og alle i kongehuset vil blive dræbt'. Desuden havde han underskrevet brevet med 'Med venlig hilsen Julemanden'.

Dna-spor ledte politiet på sporet
Politiet foretog efterfølgende en dna-test af brevet, hvorefter de hurtigt kunne finde frem til, hvem manden var.

Manden erkendte på stedet, at det var ham, der havde skrevet og sendt brevet. Han forklarede yderligere, at det ikke var, fordi han var sur på dronningen, men fordi han var sur på politiet.

- Han kunne ikke rigtig redegøre for, hvad han var sur på politiet over, fortæller Thomas Klingenberg til Ekstra Bladet.

I forvejen sigtet
Manden er i forvejen sigtet for at have sendt dødstrusler til Nordjyllands Politi, hvori han havde skrevet, at alle politifolk skulle skydes og parteres fra top til tå. Ydermere er han sigtet for at sende dødstrusler til en direktør i en dansk bank.

Manden har ligeledes erkendt disse forhold.

- Det, han er fængslet på, er den her gentagelsesrisiko. Man er bange for, at han går ud og gør det igen, hvis han er på fri fod, siger Thomas Klingenberg afsluttende.