Færdselsuheld: Mand stak af til fods

En mand stak onsdag aften af til fods, efter han var involveret i et færdselsuheld. Han er nu blevet fundet

Onsdag aften skete der et færdselsuheld ved Søndre Fasanvej og Roskildevej på Frederiksberg, hvor den ene part flygtede til fods.

Vedkommende er nu blevet fundet. Det oplyser vagtchef hos Københavns Politi Jess Voldager til Ekstra Bladet.

- Vi har fået fat i den pågældende, som var flygtet fra stedet, fortæller han.

Manden blev fundet ved Pile Allé, der ligger i samme område, hvor færdselsuheldet skete. Politiet taler nu med begge parter.

- Den anden part, som blev på stedet, er kørt til skadestuen, men ikke med kritiske skader. Vedkommende har nogle smerter i kroppen, som selvfølgelig skal undersøges, afslutter vagtchefen.